Frygt for nanopartikler er ubegrundet, eller?

In Ingeniøren skrev Thomas Lempke en artikel med følgende overskrift: “Danske forskere: Frygt for nanopartikler er ubegrundet“, der ligesom så mange andre overskrifter på området, ikke har dækning i den udførte forskning.

Artiklen starter med:

Den årelange frygt for, at nanopartikler er farligere og meget forskellige fra andre kemiske partikler kan vise sig at være ubegrundet.

Så vi kan være helt rolige, vi kan behandle dem på helt samme måde som med kemikalier i legetrøj og lignende.

Det deres undersøgelse gik ud på var om små nano-molekyler var farlige som sådan, ikke om nano-stoffer var farlige, men det fremgår ikke klart af artiklen.

»Alt tyder på, at det er antallet af partikler, der har betydning og ikke overfladen eller størrelsen på dem, som man hidtil har troet,« siger Herman Autrup.

Vi kan så håbe på at udtrykket “tyder” er en underdrivelse og ikke udtryk for usikkerhed.

Jeg havde følgende indlæg til artiklen, provokeret af overskriften:

Det er en smule uforståeligt at man kan lave nogle forsøg med en begrænset mængde stoffer og så generalisere til at det nok er ufarligt, på trods af at formen af de stoffer der vil blive fremstillet er ukendt, kun fantasien sætter grænser for de muligheder der ligger i nanoteknologien, til gengæld ligger der også et stort ansvar.

Det menneskelig legeme er indrettet igennem hele sin udvikling til at behandle bestemte former for organiske stoffer og hvis stofferne afviger fra disse kan det have fatale følger, eksempelvis kan nævnes thalidomid skandalen. Her havde man testet med naturligt forekommende stoffer, men ved medicinfremstillingen benyttede man kemisk fremstillede stoffer, der for den ene halvdels vedkommende var den naturlige forekommende form, mens den anden halvdel var en spejling af den naturligt forekommende form og som gav de fatale følger. Se forøvrigt “Spejlvendte molekyler jages på dansk grund” i http://www.videnskab.dk/compos….htm.

Det kan undre at der frigives så mange nanoprodukter som der gør, da man næppe har udviklet holdbare testprocedurer til formålet.

Der er efterhånden ved at dukke eksempler på nanopartiklernes farlighed op, som fx:

• Nanopartikler gør tjærestoffer meget mere miljøskadelige.
  Miljøskadelige kemikalier bliver muligvis langt mere giftige, når de ude i naturen møder det stigende antal nanopartikler, som udledes i forbindelse med brug af for eksempel cremer, rengøringsmidler og tøj med nanopartikler.
• Kulstofnanorør skader regnorme og jordbakterier.
  Jordbakterier, encellede dyr og regnorme bliver skadet, hvis de kommer i kontakt med kulstofnanorør i jorden. Det viser et forsøg fra Danmarks Miljøundersøgelse på Aarhus Universitet – et af de første af sin slags.
• Nanorør ligeså farlige som asbest.
  Lange, tynde kulstofnanorør kan ligesom asbestfibre forårsage forstadiet til lungehindekræft hos mus, viser ny forskning fra universitetet i Edinburghs center for inflammationsforskning. Resultaterne er publiceret i Nature Nanotechnology.