Visdomsord fra Asger Aamund eller sund fornuft

Asger Aamund skriver i Berlingske d. 26/2-06:

“95 procent af danskerne er retlinede, socialt bevidste og ansvarlige borgere, der bekender sig til retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne. Danskerne er et folk så anstændigt og menneskevenligt, som man finder det på kloden. Måske det var på tide at indstille hadekampagnen mod den danske befolkning og i stedet støtte og fremme integrationen og fællesskabet“.

Jeg faldt under en søgning over teksten hos Ulla Nørtoft Thomsen og der behøves egentlig ikke tilføjes mere.

Asger Aamund hører til den lille gruppe af mennesker hvor den sunde fornuft er fremherskende.

Vore dages sygdom – Mistillid til det enkelte menneske

Jeg havde en diskussion på et forum omkring pensum i dag og før i tiden. Vedkommende sagde at han var pensioneret lærer og startede med at undervise i 1954 og han kom med mange interessante bemærkninger om hvor stort et pensum de havde i dag i forhold til før i tiden, bl.a. havde de ligningssystemer i første klasse. Min umiddelbare fornemmelse, ud fra sprog og uforskammethed, var at han ikke kunne være lærer fra den årgang, de var væsentlig mere sofistikerede end som så. Hans far var måske født i 1954 og han havde set sine børns regnehæfter og havde troet at deres afkrydsningsopgaver var ligningssystemer.

Jeg skrev en mail til en god bekendt og lærer for at få lidt at hvide om hvor man kan se læseplaner og pensum henne. Han gav mig en reference til “Nye Fælles Mål 2009” på undervisningsministeriets hjemmeside.

Det var interessant læsning, læseplanerne blev beskrevet helt ned i den pædagogiske detalje, og jeg skrev følgende svar i min tak for linken:

Jeg har virkelig ondt af dig og lærerstanden i almindelighed; det vælter ud med ord og atter ord, som det må tage evigheder at komme igennem. Og den pseudovidenskabelighed det hele pakkes ind i…

Sådan rent principielt så skulle det ikke være nødvendigt at beskrive andet end et fagligt mål, da lærerne jo har fået den fagdidaktiske baggrung på seminariet og de der ikke har, burde få den ad anden vej.

Vores samfund, eller rettere sagt hele den vestlige verden lider af mistillid til det enkelte menneske, der skal detailstyres ned i de mindste enkeltheder, selvom personerne er uddannede og professionelle i det de arbejder med.

Selvbestemmelsen flyttes længere og længere op i hierarkiet. Selvfølgelig er der enkelte der ikke kan finde ud af det, men det bør løses i hvert enkelt tilfælde og ikke degradere hele området.

Rent personligt har jeg lidt ondt af børnene, det virker på mig som om alt er blandet sammen i en surdej, hvilket måske kan øge underholdningsværdien, men ikke nødvendigvis øge succeserne.

Jeg havde i sin tid stor fornøjelse af matematik, fysik og tildels regning, og så videre over over geografi, biologi, dansk og til sidst og på sistepladsen tysk. Matematik var helt klart succesoplevelse nr 1 og tysk det absolut modsatte og for andre var det modsat, nogle var gode til regning, men gik i sort over matematik. Når matematik og regning nu sammenblandes begrebsmæssigt og i praksis, mindskes mulighederne for at få en succesoplevelse for en del af eleverne og det giver færre der vil vælge matematiske retninger i den videregående uddannelse.

Folkeskoleuddannelsen er på en vis måde videnskabeliggjort (pseudovidenskab), men da kun en lille del af eleverne har evner i den retning tenderer det voldtægt af resten af eleverne.

Denne tendens til at sammenblande fagene gør det vanskeligere at relatere ens kunnen til de valgmuligheder, der findes efter folkeskolen, ligesom det kan være svært at fordybe sig i enkeltfag, når grænsen mellem fagene forsvinder.

En yderligere belastning er alle de irrelevante opgaver, for undervisningen, der lægges ind, som “timeløse fag”, familieplanlægning, færdselslære, forebyggelse af vold og AIDS, advarsler mod nikotin, narko, alkohol, kønssygdomme, mmm.

Med den korte tid der er i en ‘time’ er der ingen mulighed for egentlig fordybelse.

Referencer

Videnskabeliggørelse

I Aktuel Naturvidenskab 2/1999 er der en artikel om Kirsten Paludans Rapport: “Rapport om projektet Naturvidenskabsopfattelse og uddannelsesvalg.”

70% kan ikke tænke “naturvidenskabeligt” I følge Piaget gennemløber alle normale mennesker dette “program” for tænkningen, og således giver det ikke som sådan nogen forklaring på den todelte holdning til naturvidenskab hos gymnasieeleverne.
I perioden 1974-80 lavede de engelske naturfagslærere Shayer og Adey imidlertid en stor undersøgelse af 15.000 engelske skolebørn i alderen fra 6-16 år, som blev stillet Piagetopgaver.
Og denne undersøgelse viste, at kun 30% af de 16 årige faldt i det såkaldte formelt-operationelle stadium (se figur). Med andre ord var kun 30 % af skolebørnene istand til at tænke abstrakt på det naturvidenskabelige område, og kun omkring 5-10 % havde nået et fuldt udviklet stadium af denne fase. Analyserer man kurvernes forløb er det tydeligt, at alle kurver flader ud, når børnene er blevet 16 år. Groft sagt kan man sige, at kan man ikke tænke fomelt-operationelt som 16 årig, kommer man sandsynligvis aldrig til at kunne det.

Historie over udviklingen

Henning Fonsmark har skrevet en historisk gennemgang af dansk skolepolitik og om hvordan læreren blev kørt ud på et sidespor.

Henning Fonsmark “Kampen mod kundskaber”
Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik,
Gyldendal 1996, ISBN 87-00-28675-3

I en Kulturkommentar i “Danmarks Biblioteker” skriver Sven Ove Gade over det samme emne, bla:

I samarbejde med ni ganske almindelige folkeskoler spredt over hele landet lod vi 265  9. klasses elever komme til prøve i en tekst for 5.‑6. klasse. Det viste sig, at 27 ud af 100 elever ikke forstod teksten. Standarden var så lav, at de vil blive hægtet af i mange andre fag end dansk. Læg så vel mærke til, at vi taler om børn i 9. klasse, altså elever som snart skal videre i uddannelsesforløbet.

At det ikke kun er rammerne at det er galt med kan man forstå ud fra Dansklærerforeningens udgivelser. I “Fælles mål” der giver en historisk og fremtidsorienteret indblik i danskfagets mål, refereres Peter Heller Lützen: Danskfagets danskhed (2002) Dansklærerforeningen, med bla:

Men det nationale er en konstruktion der ikke længere fungerer, hvorfor danskfaget er ved at nedlægge sig selv som dansk fag. Det er ved at blive et internationalt kulturfag (samme side 7). For at redde faget må fagets mål derfor være at undergrave danskheden.

Det gør det klart ikke lettere at planlægge en undervisning med mål af denne type.

Eksempler på tilstanden

I DR var der følgende artikel “Stort fald i karakterer efter læseprøve“, 21. jun. 2009:

Elever i 9. klasse over hele landet får en ubehagelig nyhed i den kommende uge, når de får deres karakterer for prøven i dansk læsning.

I forhold til sidste år ser karaktererne ud til at falde drastisk – helt op til 30-40 pct., viser en rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget.

Der var selvfølgelig snak om at opgaverne var for svære, men

Formanden for opgavekommissionen, Søren Aksel Sørensen, mener ifølge Jyllands-Posten, at kravene i afgangsprøven er, som de skal være, og at det egentlige problem er, at unge i dag læser for lidt og for dårligt.