Kim Michelsen’s Weblog

Et spadestik dybere – afmystificer myterne

For meget Form og for lidt Indhold

leave a comment »

TV journalistikken

Min anke mod journalistikken i dag er, at den generelt bruger mange ressourcer på form og meget lidt på indhold. Efter amerikansk mønster, er det fx meget vigtigt at have reporteren stående ude i det fri, regn eller ej og med et for historien mere eller mindre relevant i baggrunden. Det er fuldstændig tåbeligt at velkvalificerede journalister skal bruge så megen tid på at bringe sig i stilling foran en eller anden mindre relevant baggrund for at lave et indslag på 30 sekunder; spild af ressourcer. Men da indholdet betyder mindre, i nogle tilfælde intet, så er det med at få nogle flotte billeder.

En lang række nyheder kunne bringes uden at man nødvendigvis behøvede at ledsage dem med billeder, der typisk ikke giver nogen ekstra information og ind imellem ikke har nogen relevans for historien overhovedet.

En anden form for fyldstof og ligegyldigheder, er de banale spørgsmål, til dette eller hint, til forbipasserende voksne og børn, hvis svar generelt set er totalt uinteressante i forbindelse med den givne historie.

Et andet problem er interviewernes uforberedthed og manglende indsigt i emnet, hvilket typisk giver sig udslag i to slags interviews:

  • Den kritiske journalist, der har lært ét spørgsmål, som han i al pinlighed bliver ved med at stille, igen og igen og hvor det stakkels offer er nød til at finde en ny vinkel hver gang, da vedkommende syntes at det er pinligt at gentage sig selv. Det problem har journalisten mærkværdigvis ikke.
  • Den ukritiske journalist, der ikke stiller spørgsmål til de mest åbenbare bortforklaringer.

At TV2 News og DR Update (man benytter selvfølgelig engelske navne, det dækker over manglende indhold) har svært ved at fylde deres sendeflade ud med nyheder kan jo ikke undre nogen. Med  de arbejdsmetoder journalisterne i dag benytter, skal vi være glade for bare én god historie om dagen. I mangel af flere puster man så nogle ligegyldigheder op så de kan leve op til kriterierne. Man kunne muligvis få nogle interessante historier hvis man gik et spadestik dybere, specielt i emner der virkelig har betydning for befolkningen.

Aviser og netreportager

En del af mine indlæg tager udgangspunkt i artikler hvor overskrifter og indhold ikke afspejler emnet, fx. resultaterne fra et forskningsprojekt, som fx. “Computerspil gør ikke teenagere asociale”, eller?
eller “Lektier virker ikke”, eller? hvor der ikke er dækning for overskriftere.

Det store problem er at der ikke er ressourcer til at lave den gode artikel, så man tager en net-artikel eller en fra Ritzaus Bureau og fikser den lidt op, og smækker en fed overskrift på; det fylder alt sammen.

Der er selvfølgelig undtagelser, med Weekendavisen som den fornemste.

Man kan selvfølgelig postulere at der ikke er kundegrundlag for interessante artikler, men det kan også være manglen på disse der får folk til at droppe aviserne.

Written by Kim Michelsen

7 december 2008 at 20:26

Lagt i Medier

Tagged with

Frygt for nanopartikler er ubegrundet, eller?

leave a comment »

In Ingeniøren skrev Thomas Lempke en artikel med følgende overskrift: “Danske forskere: Frygt for nanopartikler er ubegrundet“, der ligesom så mange andre overskrifter på området, ikke har dækning i den udførte forskning.

Artiklen starter med:

Den årelange frygt for, at nanopartikler er farligere og meget forskellige fra andre kemiske partikler kan vise sig at være ubegrundet.

Så vi kan være helt rolige, vi kan behandle dem på helt samme måde som med kemikalier i legetrøj og lignende.

Det deres undersøgelse gik ud på var om små nano-molekyler var farlige som sådan, ikke om nano-stoffer var farlige, men det fremgår ikke klart af artiklen.

»Alt tyder på, at det er antallet af partikler, der har betydning og ikke overfladen eller størrelsen på dem, som man hidtil har troet,« siger Herman Autrup.

Vi kan så håbe på at udtrykket “tyder” er en underdrivelse og ikke udtryk for usikkerhed.

Jeg havde følgende indlæg til artiklen, provokeret af overskriften:

Det er en smule uforståeligt at man kan lave nogle forsøg med en begrænset mængde stoffer og så generalisere til at det nok er ufarligt, på trods af at formen af de stoffer der vil blive fremstillet er ukendt, kun fantasien sætter grænser for de muligheder der ligger i nanoteknologien, til gengæld ligger der også et stort ansvar.

Det menneskelig legeme er indrettet igennem hele sin udvikling til at behandle bestemte former for organiske stoffer og hvis stofferne afviger fra disse kan det have fatale følger, eksempelvis kan nævnes thalidomid skandalen. Her havde man testet med naturligt forekommende stoffer, men ved medicinfremstillingen benyttede man kemisk fremstillede stoffer, der for den ene halvdels vedkommende var den naturlige forekommende form, mens den anden halvdel var en spejling af den naturligt forekommende form og som gav de fatale følger. Se forøvrigt “Spejlvendte molekyler jages på dansk grund” i http://www.videnskab.dk/compos….htm.

Det kan undre at der frigives så mange nanoprodukter som der gør, da man næppe har udviklet holdbare testprocedurer til formålet.

Der er efterhånden ved at dukke eksempler på nanopartiklernes farlighed op, som fx:

  • Nanopartikler gør tjærestoffer meget mere miljøskadelige.
    Miljøskadelige kemikalier bliver muligvis langt mere giftige, når de ude i naturen møder det stigende antal nanopartikler, som udledes i forbindelse med brug af for eksempel cremer, rengøringsmidler og tøj med nanopartikler.
  • Kulstofnanorør skader regnorme og jordbakterier.
    Jordbakterier, encellede dyr og regnorme bliver skadet, hvis de kommer i kontakt med kulstofnanorør i jorden. Det viser et forsøg fra Danmarks Miljøundersøgelse på Aarhus Universitet – et af de første af sin slags.
  • Nanorør ligeså farlige som asbest.
    Lange, tynde kulstofnanorør kan ligesom asbestfibre forårsage forstadiet til lungehindekræft hos mus, viser ny forskning fra universitetet i Edinburghs center for inflammationsforskning. Resultaterne er publiceret i Nature Nanotechnology.

Written by Kim Michelsen

5 december 2008 at 22:20

Hvad er nanoteknologi?

leave a comment »

Det spurgte Peter Bøggild om i Ingeniøren i “Nano: et gammelt mysterium“.

Problemet er at det er et sammensurium af alle mulige teknologier.

Nanoteknologien er en af de mest spændende og lovende teknologier vi har, men for at vi ikke skal miste magten over den må vi vide hvad den er for en størrelse. Jeg har her et bud, men tager gerne imod idéer:

Hvad er så nanoteknologi?

Med nanoteknologien forsøger man at programmere atomer til at udføre operationer, der ikke kan udføres med kemi alene (ellers havde det været kemi). På den anden side vil nanoteknologien benytte enhver kombination af fysik, kemi og kvantemekanik, der skal til for at løse en given opgave, både i produktionsprocessen som i produktet.
Edderkoppers anvendelse af van der walls kræfter er en af naturens egenudviklede nanoteknologier, og vi vil i stor stil kunne anvende disse naturopfundne teknologier og stoffer i allehånde produkter.

Er nanoteknologi farligt?

Alt hvad vi ikke forstår er farligt. Her er nogle fortolkninger:

Som i overtro, dvs. det vi ikke kan gennemskue må være farligt.

Vi er stadig kun i starten af en ny videnskab og der er uendelig meget vi ikke ved og derfor er der meget der kan gå galt.

Vi opfinder nogle molekyler der ikke før har eksisteret på denne jord. Hvad sker der hvis de forbinder sig med eksisterende strukturer, som fx receptorer?

Rent praktisk er der følgende praktiske farer:

Forureningsaspektet er et af de væsentligste og som kan give store problemer. Selvreproducerende nano-enheder ville kunne skabe store problemer, men også forurening med fx. vandafvisende nanostoffer kunne tænkes at skabe kaos i naturen.

Misbrug af teknologien. Enhver ny teknologi er selvfølgelig farlig, men faren er større i dag end i atomkraftens barndom. I dag kan du lave nanoteknologi i køkkenet (omtrent). I atomkraftens barndom kunne du ikke lave atombomber i køkkenet, hvilket du kan i dag. Alle har adgang til viden og hjælpeteknologierne, dvs. apparatur, er tilgængelige for rimelige beløb, så enhver terrororganisation eller mellemstor virksomhed kan være med.

Manglende godkendelsesprocedurer. Det største problem i dag er et naivistisk syn på teknologi, videnskab og forretningsliv blandt politikerne. De tror på videnskabens og forretningslivets ufejlbarlighed, selvom forretningslivets målsætning er indtjening uden indsigt i miljøet, hvilket nanoteknikerne heller ikke har, og da staterne ikke tager deres rolle alvorligt, er der ikke opsat troværdige godkendelsesprocedurer, allerhøjest administrative kontrolforanstaltninger, der sikrer at papirarbejdet er i orden.

Hvor møder vi nanoteknologi

og hvordan kommer det til at ændre vores hverdag?

Principielt kan det benyttes alle steder hvor vi har benyttet kemiske midler i forvejen, men også i en masse forbindelser hvor vi har benyttet mekaniske mekanismer. Principielt er der ingen grænser for hvor det kan benyttes, men specielt inden for forurening og genindvinding af råstoffer er der store fremtidsperspektiver.

Litteratur

Klassifikation af tekniske nanopartikler, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Nanopartikler er en meget generel definition, men udtrykket anvendes dog alment til at klassificere især krystalline partikler (nanokrystaller). Det mest velkendte nanopartikel produkt er carbon-black, som der bliver produceret ca. 1.5 millioner tons af om året. Teknisk opdeler man normalt nanopartikler i undergrupper alt efter kemisk type, form eller partiklernes egenskaber. Nogle eksempler er:

I PhysOrg.com findes artiklen “Viruses, start your engines!” om Nanomotorer med udgangspunkt i virus:

Peering at structures only atoms across, researchers have identified the clockwork that drives a powerful virus nanomotor. Because of the motor’s strength–to scale, twice that of an automobile–the new findings could inspire engineers designing sophisticated nanomachines. In addition, because a number of virus types may possess a similar motor, including the virus that causes herpes, the results may also assist pharmaceutical companies developing methods to sabotage virus machinery.

Nanoteknologi på Forsker.net.

Written by Kim Michelsen

5 december 2008 at 22:15

Tv og spil avler mere vold

leave a comment »

I en tidligere Blog, Computerspil gør ikke teenagere asociale, eller?, tog jeg problemet med voldelige computerspil op efter en lidt naiv artikel i Videnskab.dk, hvor de nåede frem til en konklusion, der ikke var belæg for i den videnskabelige undersøgelse, der lå til grund for artiklen.

Nu skriver Jyllandsposten, Uffe Christensen, 27.11.08, om en ny stor Amerikansk undersøgelse, der viser at børn og unge der udsættes for vold via TV, video og Computerspil, har en langt højere risiko for at udvikle voldelig adfærd i tenagealderen.

Undersøgelsens leder, Paul Boxer, siger:

Selv sammenlignet med andre faktorer, så viser vores undersøgelse af vold i diverse medier ofte medfører voldelig adfærd. Generelt er unge, der ikke har været vant til medie-vold, mindre voldelige.

Undersøgelsen, der offentliggøres i Journal of Youth and Adolescence, har interviewet 820 unge, samt deres forældre og lærere. Halvdelen går på high school og den anden halvdel er i forvejen i konflikt med loven. Deltagerne er fordelt på køn og med minoriteter.

Deltagerne er blevet spurgt til deres TV, video, og spillevaner siden de var 7 år, samt til andre ting der kunne tænkes at medføre voldelig adfærd.

Det har vist sig at volden fra medier, inklusive computerspil har væsentlig større indflydelse end andre årsager. Ifølge Paul Boxer:

Der er derfor ingen tvivl om, at vold i medierne har en tydelig og væsentlig indflydelse på aggressiv adfærd“,

Problemet er at ikke udviklede unge forsøger at efterligne hvad de ser i tv, video og voldelige computerspil.

Det mest forbavsende i denne forbindelse er at der er nogen der påstår at børn og unge ikke er påvirkelige af volden fra diverse medier! Det mest kendetegnende ved barndommen er at man er lærenem og hvis man beskæftiger sig meget med vold, ja så er det dét man lærer.

Det at der i den senere tid været meget tale om at undervisningsprogrammer kan være bedre end almindelig undervisning må vel også indikere at computerprogrammer påvirker børn.

I en artikel i fpn.dk (Lisbeth Scharling 02.05.08) skriver de om en anden undersøgelse:

Den er lavet af Ronald Gentile, amerikansk professor i børne- og udviklingspsykologi og sønnen Dougland Gentile, der forsker i mediers påvirkning af unge. Og de har netop offentliggjort resultatet af deres fem måneder lange undersøgelse af 2.500 børn – fordelt på forskellige aldersgrupper på henholdsvis 9, 14 og 19 år.

Grupperne blev bedt om at spille computerspil, der var forskellige hvad voldelighed angår – og i forskellige tidsintervaller af varierende længde.

Resultatet viste klart, at de børn eller unge, der spillede voldelige spil jævnt fordelt over ugen blev mere aggressive end dem, som spiller lige så lang tid, men fordelt på 1-2 gange om ugen.

De, som spiller flere forskellige voldelige spil var også mere aggressive end dem, der kun spillede et enkelt.

Interviewene med deltagerne viste også, at børn og unge, der spiller intensivt, ændrer deres “fysiske” opfattelse af vold. De tolker eksempelvis ofte et tilfældigt skub som værende en bevidst, ondsindet handling.

De kommer i en sindstilsand, hvor de konstant er på vagt og meget mere modtagelige for at opfatte handlinger som aggressive, forklarer Gentile.

Written by Kim Michelsen

2 december 2008 at 14:14

Lagt i Samfund & Politik

Tagged with , , , ,

Turings stoppeproblem

with 2 comments

I Ingeniøren poppede Turingtesten op igen, men her med understregning af stoppeproblematikken, som Benny Lautrup beskriver i sin artikel i Politiken om Penroses foredrag på Niels Bohr instituttet:

I 1935 opstillede den engelske matematiker Alan Turing en helt generel model for computerberegning, som klargjorde præcist, hvad der menes med et program. I denne model fører Gödels bevis til, at der må findes størrelser, der ikke kan beregnes i en computer. Lidt populært sagt vil computeren løbe løbsk og aldrig stoppe og aflevere et resultat, når den forsøger at beregne sådanne ting. Eksistensbeviset går ligesom før ud på at danne en selvrefererende beregning. Turing antog ganske praktisk, at det var muligt at skrive et superprogram, der på forhånd kunne afgøre, om et vilkårligt program ikke ville stoppe. Superprogrammet skulle altså fodres med et program og først selv stoppe, når det havde fundet ud af, at det program, det var blevet fodret med, ikke stoppede. Men superprogrammet er selv et program. Ved groft sagt at fodre superprogrammet med sig selv, havde Turing konstrueret et program, som, hvis det stoppede, ville have regnet ud, at det ikke stoppede! Han sluttede heraf, at et generelt program, der løser den omtalte opgave, ikke kan skrives. Der findes opgaver, der ikke kan løses af en computer.

Yderligere henvisninger, video om Gödel teoremet og Turing, samt kommentarer til den anden Ing.dk debat, findes i “Kunstig intelligens, bevidsthed eller simuleret intelligens“.

Programmer computere har problemer med

I Penroses bog “The Large, the small, and the Human Mind” nævner han en række problemer som computere enten har svært ved eller overhovedet ikke kan løse, hvor mennesker ikke har nogen problemer. Jeg vil give et par eksempler fra hans bog. De to første er simple skakproblemer men som computere har meget svært ved, specifikt Deep Thought.


I den viste situation er hvids stilling meget svag i forhold til sorts, men hvid har en fordel i at have en barriere mod sort. Deep Thought begik her en kæmpebrøler, som hvid, da den tog det sorte tårn med bonden, hvorved forsvarsværket blev åbnet og sort vandt. Intet menneske ville begå den dumhed.

Samme sted har Penrose vist en endnu mere sofistikeret version.

Problemer der ikke kan løses af computer

En berømt sætning af attenhundredetals matematikeren Lagrange siger at ethvert tal kan udtrykkes som summen af fire kvadrater:

x = a*a + b*b + c*c + d*d

Problemet er nu for computeren at finde et tal der ikke er en sum af fire kvadrater.

Andre eksempler på opgaver der ikke kan beregnes er Polyomino-universer hvor polyominer skal lægges så de dækker en flade.

Spørgsmålet er her om du kan dække planen, uden huller, med de angivne polyominer. Reglerne er simple, faktisk banale, men selvom udviklingen er fuldstændig deterministisk er det ikke beregnbart (følger bevis af Robert Berger). På de efterfølgende sider i hans bog er der flere eksempler med disse Polyominouniverser.

Differentiering og Integration

Det er let at lave et program der kan differentiere kontinuerte funktioner på symbolsk form, der er simple regler hele vejen, men at lave et program der kan gå den modsatte vej, det er ikke let, da der ikke er simple regler for integration på samme måde som for differentiering. Computeren har ikke andet end heuristikker at sætte i stedet for menneskets intuition.

Yderligere

For en bredere og grundigere behandling af Kunstig Intelligens se “Kunstig intelligens, bevidsthed eller simuleret intelligens“, hvor der også er en BBC udsendelse omkring Bevidste computere med udgangspunkt i Gödels teorem.

Written by Kim Michelsen

14 oktober 2008 at 16:27

Lagt i Bevidsthed, IT

Tagged with ,

Politikkens ulidelige ligegyldighed

leave a comment »

Jeg er træt af det danske politiske system. Regeringen gør det socialdemokratiet gjorde før og socialdemokratiet kan ikke finde på andet at gøre end det regeringen gør hvorfor de påstår at regeringen ikke gør det de gør. Men i virkeligheden vil ingen af dem gøre noget som helst, med mindre det kommer op på forsiden af BT, XB, TV2, DR, …

Liberal Alliance startede med en kæmpe energi, men sluttede som et flop. Trist!

I Bayern i Tyskland har CSU haft regeringsmagten altid, med mindst 60%, men mange af deres tidligere faste stemmer mener at de er holdt op med at lytte til borgerne, så de lavede en ikke politisk sammenslutning af lokalt opstillede kandidater til Byrådet i München og fik medindflydelse. De har nu gjort det samme til delstatsvalget og har også her fået brudt magtmonopolet.

Det interessante var at de, selvom de hver især stemmer efter deres egen overbevisning, faktisk har fået det til at fungere alligevel. Da de grundlæggende er af samme menneskelige indstilling kan de ud fra sund fornuft uden partitaktiske magtdemonstrationer opnå fornuftige resultater, i retning af hvad vores grundlov i sin tid foreskrev. Det er selvfølgelig tungen lige i munden hvis de skal kunne holde stien ren, men det er de klar over.

De startede deres parti/sammenslutning fordi  de var utilfredse med CSUs selvtilstrækkelighed, at CSU ikke tog hensyn til befolkningens ønsker og behov længere.

Det samme gælder i Danmark. Ingen af partierne gør noget som helst for befolkningen, men det kunne være anderledes, hvis fx et af partierne satte sig for at sætte den enkelte borger i centrum, så ville det kunne revolutionere det danske politiske system. Bevares, det kræver at man skal kunne ændre en hel del vanetænkning og det er måske for meget at forlange.

Vi overfører en masse penge til sygehuse, militær, socialforsorg, hjemmehjælp, transport med meget mere, uden at sikre sig at modtagerne også har en organisation, der kan omsætte disse ydelser til servicering af borgeren. Her ville man virkelig kunne gøre en forskel.

Selvom politikerne godt ved at der er visse ting der bør gøres, tag fx Skatteministeren Kristian Jensen, så er der så meget inerti i systemet, at det kun bliver ved ordene:

Når jeg tager et kig på vores skattelovgivning, så ser jeg et væld af særregler. Vi har f.eks. særlige skatteregler for kunstnerne, for idrætsudøverne, for børnefamilierne, for søfarten, for landbruget, for ægtefæller, for de, der bor i udkantskommunerne, for de med hjemme-pc’er og for de, der flytter ud og for de, der kommer hjem, for de der dyrker motion og for de, der sparer op og for forskerne og meget snart også for seniorerne.

Og jo, der er rigtig, rigtig gode grunde i hvert eneste tilfælde.

Men vi har altså også en vision om et robust skattesystem, et mere enkelt og gennemskueligt skattesystem og et retfærdigt skattesystem, hvor alle kan beholde flest muligt af egne penge. Og alt det hjælper alle undtagelserne og særreglerne altså ikke på. Tvært i mod.

De magter ikke at gøre noget som helst ved det.

Fra TV stationen Deutche Welle har jeg taget følgende engelsksprogede udsendelse om situationen i Bayern

Desværre har vi ikke hørt så meget til det i Danmark.

Den følgende video er fra før valget hvor der var en vis nervøsitet at spore hos CSU:

Written by Kim Michelsen

12 oktober 2008 at 20:54

Computerspil gør ikke teenagere asociale, eller?

leave a comment »

Det er også en af de her uunderbyggede overskrifter der dukker op med jævne mellemrum og hvor det er en god idé at grave et spadestik dybere. Og hvis man læser artiklen og evt. rapporten, ja så betyder det faktisk at computerspil er skadelige for børn hvis man ikke sørger for at de spiller de rigtige spil.

Artiklen “Computerspil gør ikke teenagere asociale” er skrevet af Niels Ebdrup i http://www.videnskab.dk.

Forældre behøver ikke at være urolige for, om deres børn udvikler sig til asociale særlinge af at spille computer.

»Tre fjerdedele af teenagerne spiller faktisk med andre mennesker. Enten online eller sammen fysisk. Og teenagere, der dagligt spiller computer, taler lige så meget i telefon, e-mailer og bruger tiden efter skole sammen med en ven ansigt til ansigt, som dem der bruger mindre tid på spil,« siger seniorforsker Amanda Lenhart

Undersøgelsen involverer 1102 teengere i alderen 12-17 år. Den viser, at 99 procent af drengene og 94 procent af pigerne, uanset social baggrund, spiller computerspil.

Spillene, som engagerer teenagerne socialt, er både belærende spil som ‘Food Force’ og ‘Dafur is Dying’, såvel som populære, klassiske spil som ‘Civilzation’.

  • 52 procent af teenagerne spiller spil, hvor de skal tage stilling til moralske spørgsmål.
  • 47 procent spiller spil, hvor de tager stilling til, hvordan et samfund skal fungere.
  • 40 procent spiller spil, hvor de lærer om sociale forhold.

Men selvom computerspil kan være et positivt indslag i hverdagen, er ikke alle spil lige gode for unge at spille. Det er især de voldelige spil, som børnene bør undgå, mener Amanda Lenhart. Hun anbefaler derfor, at forældre involverer sig i, hvilke spil deres børn spiller.

»De spil som er vurderet til at være til store børn eller voksne indeholder generelt intens vold, blod og grumhed.« siger Amanda Lenhart.
»Vi siger til forældre, at de skal være opmærksomme på de spil, deres børn spiller. De skal holde øje med, hvad der foregår i spillene og forsøge købe deres børn spil, som giver mulighed for, at de gør sig samfundsmæssige erfaringer,« siger Amanda Lenhart.

Den originale artikel er her Computer games drive social ties

Hvis man ser i teksten er der ikke dækning for overskriften, selv om den forsøges drejet hen til at det er socialt lærerigt at spille computerspil.

De konstaterer »Tre fjerdedele af teenagerne spiller faktisk med andre mennesker.«, det er da glædeligt, men også forventeligt, men hvordan står det så til med de resterende? Indsat i en normalfordeling, er det et meget stort tal, hvorfor der burde være nogle kraftige ekstremer.

Det kunne være interessant at vide hvordan de ovennævnte procenter er fordelt:

Et gæt kunne være at det er den samme gruppe der bevæger sig inden for disse spil, mens Warcraft entusiaster bevæger sig i et andet segment.

Umiddelbart er der en række spørgsmål der melder sig:

  • Kan et og samme spil være klassificeret i mere end en gruppe?
  • Er der en vurdering af kvaliteten i disse spil?
  • En anden ting er, kan vi stole på de svar undersøgelsen bygger på? Børn er ikke dumme og er særdeles dygtige til at give de svar de ved de voksne er mest glade for, hvilket er en af årsagerne til at det kan være svært at være ‘opdrager’.
  • Findes der en videnskabelig undersøgelse der følger børn senere i livet?
  • Er der nogen forklaring på det relativt nye fænomen hvor unge mennesker dræber sine klassekammerater og lærere?

Undersøgelsen

Umiddelbart er der intet i “Summary of Findings at a Glance” der siger at teenagere ikke bliver asociale. Undersøgelsen giver nogle iagttagelser, som at voldsspil og lavindkomst hænger sammen, men der er ikke nogen egentlig bevisførelse for at computerspil ikke påvirker grupper af børn i negativ retning.

Amanda Lenharts rapport om computerspil og teenagere fra ‘Pew Internet & Amarican Life Project’ (på engelsk) (pdf)

Konklusion

Ud fra artiklen, der fortæller at forældre skal sikre sig at spillene er ok, må vi konkludere at

Hvis børnene kun spiller de pædagogisk rigtige spil, tager de ikke skade.

Siden det er nødvendigt at forældrene skal vælge spillene ud må vi konkludere at

Børnene kan tage skade af de pædagogisk uforsvarlige spil.

Anden litteratur

Computerspil ødelægger sociale relationer

Der er en klar sammenhæng, mellem den tid unge mennesker bruger på at spille computer, og hvor godt et forhold de har til venner og familie. Jo mere spillen computer, jo ringere forhold til venner og familie. Eller i hvert fald, jo mindre tid til at pleje forholdene.

Written by Kim Michelsen

9 oktober 2008 at 15:21

Lagt i IT, Samfund & Politik

Tagged with , , , ,