Posts Tagged ‘Nanoteknologi’
Frygt for nanopartikler er ubegrundet, eller?
In Ingeniøren skrev Thomas Lempke en artikel med følgende overskrift: “Danske forskere: Frygt for nanopartikler er ubegrundet“, der ligesom så mange andre overskrifter på området, ikke har dækning i den udførte forskning.
Artiklen starter med:
Den årelange frygt for, at nanopartikler er farligere og meget forskellige fra andre kemiske partikler kan vise sig at være ubegrundet.
Så vi kan være helt rolige, vi kan behandle dem på helt samme måde som med kemikalier i legetrøj og lignende.
Det deres undersøgelse gik ud på var om små nano-molekyler var farlige som sådan, ikke om nano-stoffer var farlige, men det fremgår ikke klart af artiklen.
»Alt tyder på, at det er antallet af partikler, der har betydning og ikke overfladen eller størrelsen på dem, som man hidtil har troet,« siger Herman Autrup.
Vi kan så håbe på at udtrykket “tyder” er en underdrivelse og ikke udtryk for usikkerhed.
Jeg havde følgende indlæg til artiklen, provokeret af overskriften:
Det er en smule uforståeligt at man kan lave nogle forsøg med en begrænset mængde stoffer og så generalisere til at det nok er ufarligt, på trods af at formen af de stoffer der vil blive fremstillet er ukendt, kun fantasien sætter grænser for de muligheder der ligger i nanoteknologien, til gengæld ligger der også et stort ansvar.
Det menneskelig legeme er indrettet igennem hele sin udvikling til at behandle bestemte former for organiske stoffer og hvis stofferne afviger fra disse kan det have fatale følger, eksempelvis kan nævnes thalidomid skandalen. Her havde man testet med naturligt forekommende stoffer, men ved medicinfremstillingen benyttede man kemisk fremstillede stoffer, der for den ene halvdels vedkommende var den naturlige forekommende form, mens den anden halvdel var en spejling af den naturligt forekommende form og som gav de fatale følger. Se forøvrigt “Spejlvendte molekyler jages på dansk grund” i http://www.videnskab.dk/compos….htm.
Det kan undre at der frigives så mange nanoprodukter som der gør, da man næppe har udviklet holdbare testprocedurer til formålet.
Der er efterhånden ved at dukke eksempler på nanopartiklernes farlighed op, som fx:
- Nanopartikler gør tjærestoffer meget mere miljøskadelige.
Miljøskadelige kemikalier bliver muligvis langt mere giftige, når de ude i naturen møder det stigende antal nanopartikler, som udledes i forbindelse med brug af for eksempel cremer, rengøringsmidler og tøj med nanopartikler.- Kulstofnanorør skader regnorme og jordbakterier.
Jordbakterier, encellede dyr og regnorme bliver skadet, hvis de kommer i kontakt med kulstofnanorør i jorden. Det viser et forsøg fra Danmarks Miljøundersøgelse på Aarhus Universitet – et af de første af sin slags.- Nanorør ligeså farlige som asbest.
Lange, tynde kulstofnanorør kan ligesom asbestfibre forårsage forstadiet til lungehindekræft hos mus, viser ny forskning fra universitetet i Edinburghs center for inflammationsforskning. Resultaterne er publiceret i Nature Nanotechnology.
Hvad er nanoteknologi?
Det spurgte Peter Bøggild om i Ingeniøren i “Nano: et gammelt mysterium“.
Problemet er at det er et sammensurium af alle mulige teknologier.
Nanoteknologien er en af de mest spændende og lovende teknologier vi har, men for at vi ikke skal miste magten over den må vi vide hvad den er for en størrelse. Jeg har her et bud, men tager gerne imod idéer:
Hvad er så nanoteknologi?
Med nanoteknologien forsøger man at programmere atomer til at udføre operationer, der ikke kan udføres med kemi alene (ellers havde det været kemi). På den anden side vil nanoteknologien benytte enhver kombination af fysik, kemi og kvantemekanik, der skal til for at løse en given opgave, både i produktionsprocessen som i produktet.
Edderkoppers anvendelse af van der walls kræfter er en af naturens egenudviklede nanoteknologier, og vi vil i stor stil kunne anvende disse naturopfundne teknologier og stoffer i allehånde produkter.
Er nanoteknologi farligt?
Alt hvad vi ikke forstår er farligt. Her er nogle fortolkninger:
Som i overtro, dvs. det vi ikke kan gennemskue må være farligt.
Vi er stadig kun i starten af en ny videnskab og der er uendelig meget vi ikke ved og derfor er der meget der kan gå galt.
Vi opfinder nogle molekyler der ikke før har eksisteret på denne jord. Hvad sker der hvis de forbinder sig med eksisterende strukturer, som fx receptorer?
Rent praktisk er der følgende praktiske farer:
Forureningsaspektet er et af de væsentligste og som kan give store problemer. Selvreproducerende nano-enheder ville kunne skabe store problemer, men også forurening med fx. vandafvisende nanostoffer kunne tænkes at skabe kaos i naturen.
Misbrug af teknologien. Enhver ny teknologi er selvfølgelig farlig, men faren er større i dag end i atomkraftens barndom. I dag kan du lave nanoteknologi i køkkenet (omtrent). I atomkraftens barndom kunne du ikke lave atombomber i køkkenet, hvilket du kan i dag. Alle har adgang til viden og hjælpeteknologierne, dvs. apparatur, er tilgængelige for rimelige beløb, så enhver terrororganisation eller mellemstor virksomhed kan være med.
Manglende godkendelsesprocedurer. Det største problem i dag er et naivistisk syn på teknologi, videnskab og forretningsliv blandt politikerne. De tror på videnskabens og forretningslivets ufejlbarlighed, selvom forretningslivets målsætning er indtjening uden indsigt i miljøet, hvilket nanoteknikerne heller ikke har, og da staterne ikke tager deres rolle alvorligt, er der ikke opsat troværdige godkendelsesprocedurer, allerhøjest administrative kontrolforanstaltninger, der sikrer at papirarbejdet er i orden.
Hvor møder vi nanoteknologi
og hvordan kommer det til at ændre vores hverdag?
Principielt kan det benyttes alle steder hvor vi har benyttet kemiske midler i forvejen, men også i en masse forbindelser hvor vi har benyttet mekaniske mekanismer. Principielt er der ingen grænser for hvor det kan benyttes, men specielt inden for forurening og genindvinding af råstoffer er der store fremtidsperspektiver.
Litteratur
Klassifikation af tekniske nanopartikler, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Nanopartikler er en meget generel definition, men udtrykket anvendes dog alment til at klassificere især krystalline partikler (nanokrystaller). Det mest velkendte nanopartikel produkt er carbon-black, som der bliver produceret ca. 1.5 millioner tons af om året. Teknisk opdeler man normalt nanopartikler i undergrupper alt efter kemisk type, form eller partiklernes egenskaber. Nogle eksempler er:
I PhysOrg.com findes artiklen “Viruses, start your engines!” om Nanomotorer med udgangspunkt i virus:
Peering at structures only atoms across, researchers have identified the clockwork that drives a powerful virus nanomotor. Because of the motor’s strength–to scale, twice that of an automobile–the new findings could inspire engineers designing sophisticated nanomachines. In addition, because a number of virus types may possess a similar motor, including the virus that causes herpes, the results may also assist pharmaceutical companies developing methods to sabotage virus machinery.
Kim Michelsen's Weblog 