Et spadestik dybere – afmystificer myterne
Asger Aamund skriver i Berlingske d. 26/2-06:
“95 procent af danskerne er retlinede, socialt bevidste og ansvarlige borgere, der bekender sig til retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne. Danskerne er et folk så anstændigt og menneskevenligt, som man finder det på kloden. Måske det var på tide at indstille hadekampagnen mod den danske befolkning og i stedet støtte og fremme integrationen og fællesskabet“.
Jeg faldt under en søgning over teksten hos Ulla Nørtoft Thomsen og der behøves egentlig ikke tilføjes mere.
Asger Aamund hører til den lille gruppe af mennesker hvor den sunde fornuft er fremherskende.
Jeg havde en diskussion på et forum omkring pensum i dag og før i tiden. Vedkommende sagde at han var pensioneret lærer og startede med at undervise i 1954 og han kom med mange interessante bemærkninger om hvor stort et pensum de havde i dag i forhold til før i tiden, bl.a. havde de ligningssystemer i første klasse. Min umiddelbare fornemmelse, ud fra sprog og uforskammethed, var at han ikke kunne være lærer fra den årgang, de var væsentlig mere sofistikerede end som så. Hans far var måske født i 1954 og han havde set sine børns regnehæfter og havde troet at deres afkrydsningsopgaver var ligningssystemer.
Jeg skrev en mail til en god bekendt og lærer for at få lidt at hvide om hvor man kan se læseplaner og pensum henne. Han gav mig en reference til “Nye Fælles Mål 2009” på undervisningsministeriets hjemmeside.
Det var interessant læsning, læseplanerne blev beskrevet helt ned i den pædagogiske detalje, og jeg skrev følgende svar i min tak for linken:
Jeg har virkelig ondt af dig og lærerstanden i almindelighed; det vælter ud med ord og atter ord, som det må tage evigheder at komme igennem. Og den pseudovidenskabelighed det hele pakkes ind i…
Sådan rent principielt så skulle det ikke være nødvendigt at beskrive andet end et fagligt mål, da lærerne jo har fået den fagdidaktiske baggrung på seminariet og de der ikke har, burde få den ad anden vej.
Vores samfund, eller rettere sagt hele den vestlige verden lider af mistillid til det enkelte menneske, der skal detailstyres ned i de mindste enkeltheder, selvom personerne er uddannede og professionelle i det de arbejder med.
Selvbestemmelsen flyttes længere og længere op i hierarkiet. Selvfølgelig er der enkelte der ikke kan finde ud af det, men det bør løses i hvert enkelt tilfælde og ikke degradere hele området.
Rent personligt har jeg lidt ondt af børnene, det virker på mig som om alt er blandet sammen i en surdej, hvilket måske kan øge underholdningsværdien, men ikke nødvendigvis øge succeserne.
Jeg havde i sin tid stor fornøjelse af matematik, fysik og tildels regning, og så videre over over geografi, biologi, dansk og til sidst og på sistepladsen tysk. Matematik var helt klart succesoplevelse nr 1 og tysk det absolut modsatte og for andre var det modsat, nogle var gode til regning, men gik i sort over matematik. Når matematik og regning nu sammenblandes begrebsmæssigt og i praksis, mindskes mulighederne for at få en succesoplevelse for en del af eleverne og det giver færre der vil vælge matematiske retninger i den videregående uddannelse.
Folkeskoleuddannelsen er på en vis måde videnskabeliggjort (pseudovidenskab), men da kun en lille del af eleverne har evner i den retning tenderer det voldtægt af resten af eleverne.
Denne tendens til at sammenblande fagene gør det vanskeligere at relatere ens kunnen til de valgmuligheder, der findes efter folkeskolen, ligesom det kan være svært at fordybe sig i enkeltfag, når grænsen mellem fagene forsvinder.
En yderligere belastning er alle de irrelevante opgaver, for undervisningen, der lægges ind, som “timeløse fag”, familieplanlægning, færdselslære, forebyggelse af vold og AIDS, advarsler mod nikotin, narko, alkohol, kønssygdomme, mmm.
Med den korte tid der er i en ‘time’ er der ingen mulighed for egentlig fordybelse.
I Aktuel Naturvidenskab 2/1999 er der en artikel om Kirsten Paludans Rapport: “Rapport om projektet Naturvidenskabsopfattelse og uddannelsesvalg.”
70% kan ikke tænke “naturvidenskabeligt” I følge Piaget gennemløber alle normale mennesker dette “program” for tænkningen, og således giver det ikke som sådan nogen forklaring på den todelte holdning til naturvidenskab hos gymnasieeleverne.
I perioden 1974-80 lavede de engelske naturfagslærere Shayer og Adey imidlertid en stor undersøgelse af 15.000 engelske skolebørn i alderen fra 6-16 år, som blev stillet Piagetopgaver.
Og denne undersøgelse viste, at kun 30% af de 16 årige faldt i det såkaldte formelt-operationelle stadium (se figur). Med andre ord var kun 30 % af skolebørnene istand til at tænke abstrakt på det naturvidenskabelige område, og kun omkring 5-10 % havde nået et fuldt udviklet stadium af denne fase. Analyserer man kurvernes forløb er det tydeligt, at alle kurver flader ud, når børnene er blevet 16 år. Groft sagt kan man sige, at kan man ikke tænke fomelt-operationelt som 16 årig, kommer man sandsynligvis aldrig til at kunne det.
Henning Fonsmark har skrevet en historisk gennemgang af dansk skolepolitik og om hvordan læreren blev kørt ud på et sidespor.
Henning Fonsmark “Kampen mod kundskaber”
Et kritisk essay om en hovedstrømning i dansk skolepolitik,
Gyldendal 1996, ISBN 87-00-28675-3
I en Kulturkommentar i “Danmarks Biblioteker” skriver Sven Ove Gade over det samme emne, bla:
I samarbejde med ni ganske almindelige folkeskoler spredt over hele landet lod vi 265 9. klasses elever komme til prøve i en tekst for 5.‑6. klasse. Det viste sig, at 27 ud af 100 elever ikke forstod teksten. Standarden var så lav, at de vil blive hægtet af i mange andre fag end dansk. Læg så vel mærke til, at vi taler om børn i 9. klasse, altså elever som snart skal videre i uddannelsesforløbet.
At det ikke kun er rammerne at det er galt med kan man forstå ud fra Dansklærerforeningens udgivelser. I “Fælles mål” der giver en historisk og fremtidsorienteret indblik i danskfagets mål, refereres Peter Heller Lützen: Danskfagets danskhed (2002) Dansklærerforeningen, med bla:
Men det nationale er en konstruktion der ikke længere fungerer, hvorfor danskfaget er ved at nedlægge sig selv som dansk fag. Det er ved at blive et internationalt kulturfag (samme side 7). For at redde faget må fagets mål derfor være at undergrave danskheden.
Det gør det klart ikke lettere at planlægge en undervisning med mål af denne type.
I DR var der følgende artikel “Stort fald i karakterer efter læseprøve“, 21. jun. 2009:
Elever i 9. klasse over hele landet får en ubehagelig nyhed i den kommende uge, når de får deres karakterer for prøven i dansk læsning.
I forhold til sidste år ser karaktererne ud til at falde drastisk – helt op til 30-40 pct., viser en rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget.
Der var selvfølgelig snak om at opgaverne var for svære, men
Formanden for opgavekommissionen, Søren Aksel Sørensen, mener ifølge Jyllands-Posten, at kravene i afgangsprøven er, som de skal være, og at det egentlige problem er, at unge i dag læser for lidt og for dårligt.
I New Scientist den 14 January 2009 skrev Priya Shetty artiklen “How novels help drive social evolution“, dvs. “Hvordan romaner hjælper med at fremme den sociale udvikling“.
Man har forsket i Victoriatidens litteratur og samfundsudvikling og alt tyder på at litteraturen har været med til at fremme udviklingen af samfundet. Muligvis kan der her være en sammenhæng med at de ikke litterære samfund som fx i mellemøsten og hen over Iran, Pakistan og Afganistan har været gået i stå i århundreder, ligesom det gælder Kina i perioden efter kulturrevolutionen.
Egentlig burde der ikke være noget underligt i det, men vi har en uendelig diskussion om, hvorvidt bøger, film, computerspil, og lignende medier påvirker børn eller ej; de såkaldt progressive, der er spændt for underholdningsindustriens vogn, påstår jo at man ikke påvirkes af diverse medier.
Indtil vi kunne tale og overføre viden fra generation til generation blev vores udvikling styret af generne, men efter vi kan overføre viden fra menneske til menneske har kommunikation styret den menneskelige udvikling på jorden. I starten var det selvfølgelig historier fortalt over bålet, der gjorde at i hvert fald nogle i den næste generation slap for at begå allerede kendte dumheder.
Religionerne blev en organiseret form for vidensoverførsel, der pressede udviklingen videre frem. Sammen med religionen voksede kunstarterne og ud af religionen voksede i vesten så humanismen, videnskaberne og de demokratiske styreformer.
I de sidste 40 år er vold og dumhed vokset så selv børn render rundt med knive om natten og slår hinanden og andre ihjel. Før i tiden kunne man gå alle steder på alle tider af døgnet uden at behøve at frygte noget.
Se desuden
Der er en religiøs tendens blandt ateister til at gøre mennesker til dyr, hvilket også gør sig gældende i en større artikel i Videnskab.dk af Sybille Hildebrandt.
Undertitlen
Ny forskning viser, at seksuel tiltrækning, forelskelse og kærlighed er ren og skær kemi lige fra det første interesserede øjekast til amen i kirken.
skyder væsentlig over forsøgets resultater.
Og videre
»Hjernescanninger viser, at der opstår en vældig aktivitet i bestemte områder af hjernen, når vi rammes af amors pil, og aktiviteten er en følge af, at der er gang i kemien. Uanset om det er seksuel tiltrækning, forelskelse eller kærlighed, så er der tale om følelser, der fødes af et kompliceret samspil af hormoner, neurotransmittere og hjerneområder,« siger overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk Afdeling på Rigshospitalet.
Det nævnes dog at det er krybdyrhjernen der påvirkes:
»Kærligheden er ustyrlig. Vi kan ikke selv bestemme, hvem vi vil forelske os i. Følelserne opstår i nogle centre i den primitive del af vores hjerne, og dem har vi ingen indflydelse på,« siger Troels W. Kjær.
Der kommer også et men, der dog ikke påvirker resten af artiklen:
»Efter et stykke tid kan synet af din kæreste ikke længere udløse dopamin hos dig. Men hvis det er lykkedes dig at opbygge et tæt og stærkt forhold til din kæreste, mens du var forelsket, så er der en god chance for, at det kan overleve,« siger Troels W. Kjær.
Hvis man når at få udviklet et godt sexliv, vil der igen blive udløst udløst kemi og forholdet vil vare ved. Der er ikke rigtigt plads til andet end kemi i den artikel:
Under forelskelsen har urhjernen opmuntret de to elskende til at være så tætte på hinanden som muligt, og det fører til masser af sex. Jo mere desto bedre. Det er der også en evolutionær grund til, for hvis samlejet kulminerer i orgasme, bliver kroppen oversvømmet med en særlig slags hormoner kaldet endofiner, der på samme måde som morfin gør os behageligt afslappede.
Samtidigt udløser den tætte kropskontakt en ordentlig portion af kærlighedshormonerne oxytocin og vasopressin, der får os til at føle os knyttede til vores partner.
Der er egentlig ikke noget nyt i denne artikel. Man beviser at krybdyrhjernen er styret af tiltrækning gennem kemiske stoffer, dog uden at tage hensyn til at der også indgår andre ting, som syn og lyde. Det gælder for dyrene og der gælder også at forhold mellem hanner og hunner i dyreverdenen ikke holder særligt længe, i hvert fald for de fleste arters vedkommende.
For at kunne bevise noget, udover dette primitive lag, bør man lave undersøgelser af hvordan ‘kemien’ er mellem par, der har levet sammen i få til mange år, om det også gælder at det er kemien der har ført dem sammen eller om det er andre ting og evt. hvor lang tid kemien alene kan holde mennesker sammen.
I hvor høj grad manipulerer underbevidstheden med bevidstheden gennem disse signalstoffer og kan bevidstheden overrule disse signaler?
I Tor Nørretranders ”Mærk Verden” hvor han postulerer at det er underbevidstheden der tager beslutningerne, så hviler hans konklusion på et fejlagtigt grundlag. Hans postulat er at fordi armen bevæger sig før end den får en besked fra bevidstheden, så er det underbevidstheden der styrer mennesket og ikke bevidstheden. Der kan gives flere andre forklaringer på samme iagttagelse og de bygger på at vores hjerne har forskellige signalveje med forskellige hastigheder.
Vores syn har flere adgangsveje, hvoraf en går til bevidstheden og en til krybdyrhjernen. Ved ulykker/sygdom er det sket at forbindelsen mellem syn og bevidsthed er afbrudt, mens forbindelsen fra syn til krybdyrhjernen stadig var aktiv. Det medførte at personen ikke kunne se, men stadig kunne gå uden om forhindringer fordi krybdyrhjernen kunne reagere på synsindtrykkene.
Et eksempel på at det ikke er underbevidstheden der tager beslutningerne er følgende eksempel:
Du taber en skarp kniv, og krybdyrhjernen sender et signal om at du skal gribe kniven, hvilket går ekstremt hurtigt. Det skyldes at krybdyrhjernen får billedsignalet hurtigere end bevidstheden, fordi en frontend til bevidstheden først skal bearbejde billedet, før bevidstheden får billedet. Hvis man er heldig, kan bevidstheden nå at give kontrasignal inden hånden lukker sig om klingen, så man undgår at skære sig.
Med andre ord, så er krybdyrhjernen hurtigst, men den kan styres fra bevidstheden.
har før stået for lignende overskrifter: “Jagten på nydelse styrer alt hvad vi laver“.
I Ny viden om pandelappen: derfor gider kvinder ikke sex skriver hun om den del af hjernen der interfacer bevidstheden: Pandelappen og dens indflydelse på beslutningstagningen. I denne artikel, nævnes rent faktisk at pandelappen styrer mennesket, men at i tilfælde af katastrofer, som Scandinavian Stars forlis, kan krybdyrhjernen overrule bevidstheden, men at det ikke er normen:
Pandelappen gør os civiliserede
I ekstreme tilfælde kan vi dog blive udsat for så voldsom en oplevelse, at et hav af input vælter ind på lystavlen på én gang. Konsekvensen er, at sikkerhedsmekanismen bliver sat ud af spillet, og at pandelappen lukker ned.Det var blandt andet det, der skete, da Skandinavian Star sank for knap 20 år siden. Efter skibsbruddet fortalte de overlevende, at de følte, de var en anden person, da ulykken fandt sted – de gjorde nogle ting, som de selv synes var grusomme, og som de nu havde utroligt svært ved at leve med. Da ofrene lå i vandet og forsøgte at komme op i redningsbådene, var det alles kamp mod alle, og nogle pressede andre ned under vandet for ikke selv at gå til.
En dybdegående læseværdig beskrivelse af hjernen findes i Erich Harth’s bog “The Creative Loop, How the Brain Makes a Mind”.
Jeg læser aviser og ser nyheder for at blive klogere på det samfund jeg lever i og forventer at få nyhederne med en dybde så de kan bruges til noget.
Da aviserne skal spare penge, så er der mange nyheder der kun kommer i form af et nyhedsbrev fra Ritzau. Jeg har nok syntes at deres nyhedsbreve har været lidt tynde og har tit ønsket lidt uddybende materiale. Men nu faldt jeg over dette nyhedsbrev i Berlingske:
12-årig pige overfaldet af drenge
Tre drenge slog tilsyneladende umotiveret en 12-årig pige og klippede noget af hendes hår af.
Søndag den 7. december 2008, 18:49
En 12-årig pige fik sig en ubehagelig overraskelse, da hun søndag eftermiddag stod af bussen på Dalgas Boulevard nær Roskildevej.
Ved busstoppestedet blev hun overfaldet af tre drenge, der slog hende og klippede noget af hendes hår af, oplyser politiet.
- Pigen var på vej hjem, og der var tilsyneladende ikke foregået noget forud for overfaldet, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Politiet har ikke fundet frem til de brutale drenge, men er interesseret i at høre fra eventuelle vidner til episoden, der fandt sted kort efter kl. 17.
Især en mand med krykker, der skulle have råbt efter drengene, da de mishandlede pigen, har politiets interesse.
/ritzau/
Det umiddelbare indtryk er at børn da også er grimme ved hinanden, men hvad ligger der bag? Umiddelbart er der for lidt oplysninger at danne en mening på, faktisk er oplysningen rent støj, simpelthen uanvendelig.
Den samme meddelelse finder man også hos TV2, TV2 Lorry, Vejle Amts Folkeblad, m.fl.
Danmarks Radio havde taget Ritzaus nyhedsbrev og lavet det til deres egen:
12-årig fik klippet hår under overfald
08. dec. 2008 07.34 København
En 12-årig pige fik sig en ubehagelig overraskelse, da hun søndag eftermiddag stod af bussen på Dalgas Boulevard nær Roskildevej.
Ved busstoppestedet blev hun overfaldet af tre drenge, der slog hende og klippede noget af hendes hår af.
Pigen var på vej hjem, og der var tilsyneladende ikke foregået noget forud for overfaldet.
Politiet er interesseret i at høre fra eventuelle vidner til episoden, der fandt sted kort efter klokken 17.
Især en mand med krykker, der skulle have råbt efter drengene, da de mishandlede pigen, har politiets interesse.
Men den egentlige historie får man i Jyllandsposten. Jeg har markeret med rødt hvad der ikke er nævnt i Ritzaus nyhedsbrev.Ritzau vil selvfølgelig undskylde sig med at nyhedsbrevene ikke må være for lange, men den nedenstående tekst kan ikke siges at være lang, på trods af at den indeholder væsentlig information:
12-årig pige overhældt med klister
Offentliggjort 08.12.08 kl. 09:49 - opdateret kl. 10:49
En 12-årig pige blev slået og fik klippet noget af sit hår af, da hun i går eftermiddags blev overfaldet af tre drenge.
En 12-årig pige blev overfaldet, da hun søndag eftermiddag kort efter kl. 17.00 stod af bus nr. 6A på Dalgas Boulevard ved Roskildevej på Frederiksberg.
Her blev hun omringet af tre større drenge af afrikansk afstamning.
Pigen har forklaret til Københavns Politi, at drengene slog ring om hende, hvor de begyndte at slå og mishandle hende.
En af dem klippede en stor del af hendes hår af med en medbragt saks. Derefter blev hun slået i maven og overhældt med noget hvidt klister.
En mand på krykker, der var vidne til episoden, råbte drengene an, hvorefter de tog flugten.
Gerningsmændene filmede tilsyneladende overfaldet på en mobiltelefon, og politiet betegner den brutale episode som “helt urimelig”.
Politiet har kun sparsomme signalementer af de tre drenge og hører gerne fra personer, der har oplysninger om overfaldet. En af drengene var iført en sort dynejakke, og de to andre var iført hættetrøjer.
Ritzaus behandling af nyheden er enten meget uprofessionel eller også udøves der selvcensur. Spørgsmålet er nu om de aviser, der bringer nyhedsbrevene, udøver censur ved bevidst at bringe dem eller det for dem simpelthen gælder om at få fyldt avisens spalter op for færrest mulig penge.
Jeg må indrømme at jeg er skuffet over Berlingskes behandling af sagen; jeg kan bedre bære over med TV-mediets lave niveau, da man generelt ikke kan forvente mere af dem.
I ingeniøren var der følgende artikel Klimaforskere: Værre opvarmning end nogen simulation kan spå men i An Egregious Example Of Biased News Reporting fra Climate Science: Roger Pielke Sr. Research Group News beskyldes artiklen fra Reuters, som Ingeniørens artikel bygger på, at være ren manipulation for at skabe katastrofestemning og øge oplaget.
These articles are based on statements by Christopher Field, founding director of the Carnegie Institution’s Department of Global Ecology at Stanford University. I have a lot of respect for Dr. Field as an expert on the carbon cycle [I also have worked with him in the past].
However, while he is credentialed in climate science and certainly can have his own opinion, the selection of his statements to highlight in prominent news articles, without presenting counter perspectives by other climate scientists, is a clear example of media bias.
Dr. Fields is reported to have said
“We are basically looking now at a future climate that’s beyond anything we’ve considered seriously in climate model simulations”.
This claim, though, conflicts with real world observations!
For example, Climate Science has recently weblogged on the issue of global warming; see
Update On A Comparison Of Upper Ocean Heat Content Changes With The GISS Model Predictions.
Since mid-2003, there has been no upper ocean global average warming; an observation which is not consistent with the GISS model predictions over this time period.
The recent and current tropospheric temperature data (e.g. see Figure 7 in this RSS MSU data), also show that the global lower tropospheric temperatures today are no warmer than they were in 2002.
The recent global warming is less than the IPCC models predict, and, even more so, in disagreement with the news articles.
Since papers and weblogs have documented that the warming is being over-estimated in recent years, and, thus, these sources of information are readily available to the reporters, there is, therefore, no other alternative than these reporters are deliberately selecting a biased perspective to promote a particular viewpoint on climate. The reporting of this news without presenting counter viewpoints is clearly an example of yellow journalism;
“Journalism that exploits, distorts, or exaggerates the news to create sensations and attract readers.”
When will the news media and others realize that by presenting such biased reports, which are easily refuted by real world data, they are losing their credibility among many in the scientific community as well as with the public.
Vi vil gerne være et videnssamfund, men vi har et problem. Uddannelsessystemet fungerer ikke, antallet af elever der går videre bliver mindre og mindre og specielt drengene falder fra; mængden af funktionelle analfabeter vokser og vokser.
Der er flere årsager, men den overordnede årsag er manglende motivation og til det er der flere grunde.
I gamle dage var der en vis respekt for læreren og forældrene, hvilket gav en vis motivation til i hvert fald at læse på stoffet. Det er der ikke længere, så det er lærerens og skolens opgave at gøre undervisningen spændende, for ellers tabes de elever der kommer fra bogligt svage hjem på gulvet.
Det gælder at jo mere du ved, des flere spørgsmål kan du stille? Og hvis du ikke ved noget, så stiller du ingen spørgsmål? Så viden er i sig selv motiverende for at få yderligere viden, til gengæld skal den gøres relevant for eleven, gøres anvendelig, så eleven ikke føler det er spild af tid.
Pensum i dag er væsentlig lavere i skolerne end de var for 30-40 år siden, hvilket gør at eleverne ikke stifter bekendtskab med så stort et område af de forskellige fag som før og at de derfor ikke mestrer faget i samme grad som tidligere og derfor ikke får samme tilfredsstillelse ved at arbejde med det. Konkurrencen mellem de mest matematisk orienterede elever, specielt inden for matematik, fysik og regning, var med til at gøre fagene spændende og den konkurrence kommer ikke uden grundviden.
Specielt drengene savner konkurrencemomentet, da de sædvanligvis ikke gider bevæge sig en meter, hvis det ikke interesserer dem, hvorfor der også er så få drenge der søger en højere uddannelse.
For at kunne vælge den rette uddannelse skal man have en idé om hvad man er god til og det kræver at man får en chance til at afprøve sig selv med nogle fag som matematik, regning, dansk, geografi, biologi, fysik, sløjd, mv. på et niveau så det hele ikke bliver ligegyldigt.
Det virker som om at TV2 projektet omkring Læringsstile på Gauerslund skole kan give folkeskolen det skub der skal til for at den kan få alle med. Det er det ultimative brud med Samlebåndsmodellen, så spørgsmålet er om det kan lykkes at få skolerne med på idéen?
Situationen er et år efter lige så god som efter de første 100 dage med TV på. Se TV2. Rapport. Skeptikerne er gjort til skamme, den sunde fornuft fik ret.
Århus kommune er med på ideen og fagforeninger er også begyndt at anvende modellen.
Her er et par interessante links omkring Læringsstile:
Værkstedskasser. Marianne Borup.
Denne hjemmeside præsenterer bl.a. værkstedskasser, hvor alle 7 intelligenser og 4 læringsstile kommer i spil. Der er gulvspil, klemmehjul, rutsjebaner og andre sjove aktiviteter, som alle gør læsning og skrivning til en underholdende, udfordrende og social oplevelse.
Min anke mod journalistikken i dag er, at den generelt bruger mange ressourcer på form og meget lidt på indhold. Efter amerikansk mønster, er det fx meget vigtigt at have reporteren stående ude i det fri, regn eller ej og med et for historien mere eller mindre relevant i baggrunden. Det er fuldstændig tåbeligt at velkvalificerede journalister skal bruge så megen tid på at bringe sig i stilling foran en eller anden mindre relevant baggrund for at lave et indslag på 30 sekunder; spild af ressourcer. Men da indholdet betyder mindre, i nogle tilfælde intet, så er det med at få nogle flotte billeder.
En lang række nyheder kunne bringes uden at man nødvendigvis behøvede at ledsage dem med billeder, der typisk ikke giver nogen ekstra information og ind imellem ikke har nogen relevans for historien overhovedet.
En anden form for fyldstof og ligegyldigheder, er de banale spørgsmål, til dette eller hint, til forbipasserende voksne og børn, hvis svar generelt set er totalt uinteressante i forbindelse med den givne historie.
Et andet problem er interviewernes uforberedthed og manglende indsigt i emnet, hvilket typisk giver sig udslag i to slags interviews:
At TV2 News og DR Update (man benytter selvfølgelig engelske navne, det dækker over manglende indhold) har svært ved at fylde deres sendeflade ud med nyheder kan jo ikke undre nogen. Med de arbejdsmetoder journalisterne i dag benytter, skal vi være glade for bare én god historie om dagen. I mangel af flere puster man så nogle ligegyldigheder op så de kan leve op til kriterierne. Man kunne muligvis få nogle interessante historier hvis man gik et spadestik dybere, specielt i emner der virkelig har betydning for befolkningen.
En del af mine indlæg tager udgangspunkt i artikler hvor overskrifter og indhold ikke afspejler emnet, fx. resultaterne fra et forskningsprojekt, som fx. “Computerspil gør ikke teenagere asociale”, eller?
eller “Lektier virker ikke”, eller? hvor der ikke er dækning for overskriftere.
Det store problem er at der ikke er ressourcer til at lave den gode artikel, så man tager en net-artikel eller en fra Ritzaus Bureau og fikser den lidt op, og smækker en fed overskrift på; det fylder alt sammen.
Der er selvfølgelig undtagelser, med Weekendavisen som den fornemste.
Man kan selvfølgelig postulere at der ikke er kundegrundlag for interessante artikler, men det kan også være manglen på disse der får folk til at droppe aviserne.
In Ingeniøren skrev Thomas Lempke en artikel med følgende overskrift: “Danske forskere: Frygt for nanopartikler er ubegrundet“, der ligesom så mange andre overskrifter på området, ikke har dækning i den udførte forskning.
Artiklen starter med:
Den årelange frygt for, at nanopartikler er farligere og meget forskellige fra andre kemiske partikler kan vise sig at være ubegrundet.
Så vi kan være helt rolige, vi kan behandle dem på helt samme måde som med kemikalier i legetrøj og lignende.
Det deres undersøgelse gik ud på var om små nano-molekyler var farlige som sådan, ikke om nano-stoffer var farlige, men det fremgår ikke klart af artiklen.
»Alt tyder på, at det er antallet af partikler, der har betydning og ikke overfladen eller størrelsen på dem, som man hidtil har troet,« siger Herman Autrup.
Vi kan så håbe på at udtrykket “tyder” er en underdrivelse og ikke udtryk for usikkerhed.
Jeg havde følgende indlæg til artiklen, provokeret af overskriften:
Det er en smule uforståeligt at man kan lave nogle forsøg med en begrænset mængde stoffer og så generalisere til at det nok er ufarligt, på trods af at formen af de stoffer der vil blive fremstillet er ukendt, kun fantasien sætter grænser for de muligheder der ligger i nanoteknologien, til gengæld ligger der også et stort ansvar.
Det menneskelig legeme er indrettet igennem hele sin udvikling til at behandle bestemte former for organiske stoffer og hvis stofferne afviger fra disse kan det have fatale følger, eksempelvis kan nævnes thalidomid skandalen. Her havde man testet med naturligt forekommende stoffer, men ved medicinfremstillingen benyttede man kemisk fremstillede stoffer, der for den ene halvdels vedkommende var den naturlige forekommende form, mens den anden halvdel var en spejling af den naturligt forekommende form og som gav de fatale følger. Se forøvrigt “Spejlvendte molekyler jages på dansk grund” i http://www.videnskab.dk/compos….htm.
Det kan undre at der frigives så mange nanoprodukter som der gør, da man næppe har udviklet holdbare testprocedurer til formålet.
Der er efterhånden ved at dukke eksempler på nanopartiklernes farlighed op, som fx:
- Nanopartikler gør tjærestoffer meget mere miljøskadelige.
Miljøskadelige kemikalier bliver muligvis langt mere giftige, når de ude i naturen møder det stigende antal nanopartikler, som udledes i forbindelse med brug af for eksempel cremer, rengøringsmidler og tøj med nanopartikler.- Kulstofnanorør skader regnorme og jordbakterier.
Jordbakterier, encellede dyr og regnorme bliver skadet, hvis de kommer i kontakt med kulstofnanorør i jorden. Det viser et forsøg fra Danmarks Miljøundersøgelse på Aarhus Universitet – et af de første af sin slags.- Nanorør ligeså farlige som asbest.
Lange, tynde kulstofnanorør kan ligesom asbestfibre forårsage forstadiet til lungehindekræft hos mus, viser ny forskning fra universitetet i Edinburghs center for inflammationsforskning. Resultaterne er publiceret i Nature Nanotechnology.
Det spurgte Peter Bøggild om i Ingeniøren i “Nano: et gammelt mysterium“.
Problemet er at det er et sammensurium af alle mulige teknologier.
Nanoteknologien er en af de mest spændende og lovende teknologier vi har, men for at vi ikke skal miste magten over den må vi vide hvad den er for en størrelse. Jeg har her et bud, men tager gerne imod idéer:
Med nanoteknologien forsøger man at programmere atomer til at udføre operationer, der ikke kan udføres med kemi alene (ellers havde det været kemi). På den anden side vil nanoteknologien benytte enhver kombination af fysik, kemi og kvantemekanik, der skal til for at løse en given opgave, både i produktionsprocessen som i produktet.
Edderkoppers anvendelse af van der walls kræfter er en af naturens egenudviklede nanoteknologier, og vi vil i stor stil kunne anvende disse naturopfundne teknologier og stoffer i allehånde produkter.
Alt hvad vi ikke forstår er farligt. Her er nogle fortolkninger:
Som i overtro, dvs. det vi ikke kan gennemskue må være farligt.
Vi er stadig kun i starten af en ny videnskab og der er uendelig meget vi ikke ved og derfor er der meget der kan gå galt.
Vi opfinder nogle molekyler der ikke før har eksisteret på denne jord. Hvad sker der hvis de forbinder sig med eksisterende strukturer, som fx receptorer?
Rent praktisk er der følgende praktiske farer:
Forureningsaspektet er et af de væsentligste og som kan give store problemer. Selvreproducerende nano-enheder ville kunne skabe store problemer, men også forurening med fx. vandafvisende nanostoffer kunne tænkes at skabe kaos i naturen.
Misbrug af teknologien. Enhver ny teknologi er selvfølgelig farlig, men faren er større i dag end i atomkraftens barndom. I dag kan du lave nanoteknologi i køkkenet (omtrent). I atomkraftens barndom kunne du ikke lave atombomber i køkkenet, hvilket du kan i dag. Alle har adgang til viden og hjælpeteknologierne, dvs. apparatur, er tilgængelige for rimelige beløb, så enhver terrororganisation eller mellemstor virksomhed kan være med.
Manglende godkendelsesprocedurer. Det største problem i dag er et naivistisk syn på teknologi, videnskab og forretningsliv blandt politikerne. De tror på videnskabens og forretningslivets ufejlbarlighed, selvom forretningslivets målsætning er indtjening uden indsigt i miljøet, hvilket nanoteknikerne heller ikke har, og da staterne ikke tager deres rolle alvorligt, er der ikke opsat troværdige godkendelsesprocedurer, allerhøjest administrative kontrolforanstaltninger, der sikrer at papirarbejdet er i orden.
Principielt kan det benyttes alle steder hvor vi har benyttet kemiske midler i forvejen, men også i en masse forbindelser hvor vi har benyttet mekaniske mekanismer. Principielt er der ingen grænser for hvor det kan benyttes, men specielt inden for forurening og genindvinding af råstoffer er der store fremtidsperspektiver.
Klassifikation af tekniske nanopartikler, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Nanopartikler er en meget generel definition, men udtrykket anvendes dog alment til at klassificere især krystalline partikler (nanokrystaller). Det mest velkendte nanopartikel produkt er carbon-black, som der bliver produceret ca. 1.5 millioner tons af om året. Teknisk opdeler man normalt nanopartikler i undergrupper alt efter kemisk type, form eller partiklernes egenskaber. Nogle eksempler er:
I PhysOrg.com findes artiklen “Viruses, start your engines!” om Nanomotorer med udgangspunkt i virus:
Peering at structures only atoms across, researchers have identified the clockwork that drives a powerful virus nanomotor. Because of the motor’s strength–to scale, twice that of an automobile–the new findings could inspire engineers designing sophisticated nanomachines. In addition, because a number of virus types may possess a similar motor, including the virus that causes herpes, the results may also assist pharmaceutical companies developing methods to sabotage virus machinery.
I en tidligere Blog, Computerspil gør ikke teenagere asociale, eller?, tog jeg problemet med voldelige computerspil op efter en lidt naiv artikel i Videnskab.dk, hvor de nåede frem til en konklusion, der ikke var belæg for i den videnskabelige undersøgelse, der lå til grund for artiklen.
Nu skriver Jyllandsposten, Uffe Christensen, 27.11.08, om en ny stor Amerikansk undersøgelse, der viser at børn og unge der udsættes for vold via TV, video og Computerspil, har en langt højere risiko for at udvikle voldelig adfærd i tenagealderen.
Undersøgelsens leder, Paul Boxer, siger:
“Selv sammenlignet med andre faktorer, så viser vores undersøgelse af vold i diverse medier ofte medfører voldelig adfærd. Generelt er unge, der ikke har været vant til medie-vold, mindre voldelige.“
Undersøgelsen, der offentliggøres i Journal of Youth and Adolescence, har interviewet 820 unge, samt deres forældre og lærere. Halvdelen går på high school og den anden halvdel er i forvejen i konflikt med loven. Deltagerne er fordelt på køn og med minoriteter.
Deltagerne er blevet spurgt til deres TV, video, og spillevaner siden de var 7 år, samt til andre ting der kunne tænkes at medføre voldelig adfærd.
Det har vist sig at volden fra medier, inklusive computerspil har væsentlig større indflydelse end andre årsager. Ifølge Paul Boxer:
“Der er derfor ingen tvivl om, at vold i medierne har en tydelig og væsentlig indflydelse på aggressiv adfærd“,
Problemet er at ikke udviklede unge forsøger at efterligne hvad de ser i tv, video og voldelige computerspil.
Det mest forbavsende i denne forbindelse er at der er nogen der påstår at børn og unge ikke er påvirkelige af volden fra diverse medier! Det mest kendetegnende ved barndommen er at man er lærenem og hvis man beskæftiger sig meget med vold, ja så er det dét man lærer.
Det at der i den senere tid været meget tale om at undervisningsprogrammer kan være bedre end almindelig undervisning må vel også indikere at computerprogrammer påvirker børn.
I en artikel i fpn.dk (Lisbeth Scharling 02.05.08) skriver de om en anden undersøgelse:
Den er lavet af Ronald Gentile, amerikansk professor i børne- og udviklingspsykologi og sønnen Dougland Gentile, der forsker i mediers påvirkning af unge. Og de har netop offentliggjort resultatet af deres fem måneder lange undersøgelse af 2.500 børn – fordelt på forskellige aldersgrupper på henholdsvis 9, 14 og 19 år.
Grupperne blev bedt om at spille computerspil, der var forskellige hvad voldelighed angår – og i forskellige tidsintervaller af varierende længde.
Resultatet viste klart, at de børn eller unge, der spillede voldelige spil jævnt fordelt over ugen blev mere aggressive end dem, som spiller lige så lang tid, men fordelt på 1-2 gange om ugen.
De, som spiller flere forskellige voldelige spil var også mere aggressive end dem, der kun spillede et enkelt.
Interviewene med deltagerne viste også, at børn og unge, der spiller intensivt, ændrer deres “fysiske” opfattelse af vold. De tolker eksempelvis ofte et tilfældigt skub som værende en bevidst, ondsindet handling.
- De kommer i en sindstilsand, hvor de konstant er på vagt og meget mere modtagelige for at opfatte handlinger som aggressive, forklarer Gentile.
I Ingeniøren poppede Turingtesten op igen, men her med understregning af stoppeproblematikken, som Benny Lautrup beskriver i sin artikel i Politiken om Penroses foredrag på Niels Bohr instituttet:
I 1935 opstillede den engelske matematiker Alan Turing en helt generel model for computerberegning, som klargjorde præcist, hvad der menes med et program. I denne model fører Gödels bevis til, at der må findes størrelser, der ikke kan beregnes i en computer. Lidt populært sagt vil computeren løbe løbsk og aldrig stoppe og aflevere et resultat, når den forsøger at beregne sådanne ting. Eksistensbeviset går ligesom før ud på at danne en selvrefererende beregning. Turing antog ganske praktisk, at det var muligt at skrive et superprogram, der på forhånd kunne afgøre, om et vilkårligt program ikke ville stoppe. Superprogrammet skulle altså fodres med et program og først selv stoppe, når det havde fundet ud af, at det program, det var blevet fodret med, ikke stoppede. Men superprogrammet er selv et program. Ved groft sagt at fodre superprogrammet med sig selv, havde Turing konstrueret et program, som, hvis det stoppede, ville have regnet ud, at det ikke stoppede! Han sluttede heraf, at et generelt program, der løser den omtalte opgave, ikke kan skrives. Der findes opgaver, der ikke kan løses af en computer.
Yderligere henvisninger, video om Gödel teoremet og Turing, samt kommentarer til den anden Ing.dk debat, findes i “Kunstig intelligens, bevidsthed eller simuleret intelligens“.
I Penroses bog “The Large, the small, and the Human Mind” nævner han en række problemer som computere enten har svært ved eller overhovedet ikke kan løse, hvor mennesker ikke har nogen problemer. Jeg vil give et par eksempler fra hans bog. De to første er simple skakproblemer men som computere har meget svært ved, specifikt Deep Thought.
I den viste situation er hvids stilling meget svag i forhold til sorts, men hvid har en fordel i at have en barriere mod sort. Deep Thought begik her en kæmpebrøler, som hvid, da den tog det sorte tårn med bonden, hvorved forsvarsværket blev åbnet og sort vandt. Intet menneske ville begå den dumhed.
Samme sted har Penrose vist en endnu mere sofistikeret version.
En berømt sætning af attenhundredetals matematikeren Lagrange siger at ethvert tal kan udtrykkes som summen af fire kvadrater:
Problemet er nu for computeren at finde et tal der ikke er en sum af fire kvadrater.
Andre eksempler på opgaver der ikke kan beregnes er Polyomino-universer hvor polyominer skal lægges så de dækker en flade.
Spørgsmålet er her om du kan dække planen, uden huller, med de angivne polyominer. Reglerne er simple, faktisk banale, men selvom udviklingen er fuldstændig deterministisk er det ikke beregnbart (følger bevis af Robert Berger). På de efterfølgende sider i hans bog er der flere eksempler med disse Polyominouniverser.
Det er let at lave et program der kan differentiere kontinuerte funktioner på symbolsk form, der er simple regler hele vejen, men at lave et program der kan gå den modsatte vej, det er ikke let, da der ikke er simple regler for integration på samme måde som for differentiering. Computeren har ikke andet end heuristikker at sætte i stedet for menneskets intuition.
For en bredere og grundigere behandling af Kunstig Intelligens se “Kunstig intelligens, bevidsthed eller simuleret intelligens“, hvor der også er en BBC udsendelse omkring Bevidste computere med udgangspunkt i Gödels teorem.
Jeg er træt af det danske politiske system. Regeringen gør det socialdemokratiet gjorde før og socialdemokratiet kan ikke finde på andet at gøre end det regeringen gør hvorfor de påstår at regeringen ikke gør det de gør. Men i virkeligheden vil ingen af dem gøre noget som helst, med mindre det kommer op på forsiden af BT, XB, TV2, DR, …
Liberal Alliance startede med en kæmpe energi, men sluttede som et flop. Trist!
I Bayern i Tyskland har CSU haft regeringsmagten altid, med mindst 60%, men mange af deres tidligere faste stemmer mener at de er holdt op med at lytte til borgerne, så de lavede en ikke politisk sammenslutning af lokalt opstillede kandidater til Byrådet i München og fik medindflydelse. De har nu gjort det samme til delstatsvalget og har også her fået brudt magtmonopolet.
Det interessante var at de, selvom de hver især stemmer efter deres egen overbevisning, faktisk har fået det til at fungere alligevel. Da de grundlæggende er af samme menneskelige indstilling kan de ud fra sund fornuft uden partitaktiske magtdemonstrationer opnå fornuftige resultater, i retning af hvad vores grundlov i sin tid foreskrev. Det er selvfølgelig tungen lige i munden hvis de skal kunne holde stien ren, men det er de klar over.
De startede deres parti/sammenslutning fordi de var utilfredse med CSUs selvtilstrækkelighed, at CSU ikke tog hensyn til befolkningens ønsker og behov længere.
Det samme gælder i Danmark. Ingen af partierne gør noget som helst for befolkningen, men det kunne være anderledes, hvis fx et af partierne satte sig for at sætte den enkelte borger i centrum, så ville det kunne revolutionere det danske politiske system. Bevares, det kræver at man skal kunne ændre en hel del vanetænkning og det er måske for meget at forlange.
Vi overfører en masse penge til sygehuse, militær, socialforsorg, hjemmehjælp, transport med meget mere, uden at sikre sig at modtagerne også har en organisation, der kan omsætte disse ydelser til servicering af borgeren. Her ville man virkelig kunne gøre en forskel.
Selvom politikerne godt ved at der er visse ting der bør gøres, tag fx Skatteministeren Kristian Jensen, så er der så meget inerti i systemet, at det kun bliver ved ordene:
Når jeg tager et kig på vores skattelovgivning, så ser jeg et væld af særregler. Vi har f.eks. særlige skatteregler for kunstnerne, for idrætsudøverne, for børnefamilierne, for søfarten, for landbruget, for ægtefæller, for de, der bor i udkantskommunerne, for de med hjemme-pc’er og for de, der flytter ud og for de, der kommer hjem, for de der dyrker motion og for de, der sparer op og for forskerne og meget snart også for seniorerne.
Og jo, der er rigtig, rigtig gode grunde i hvert eneste tilfælde.
Men vi har altså også en vision om et robust skattesystem, et mere enkelt og gennemskueligt skattesystem og et retfærdigt skattesystem, hvor alle kan beholde flest muligt af egne penge. Og alt det hjælper alle undtagelserne og særreglerne altså ikke på. Tvært i mod.
De magter ikke at gøre noget som helst ved det.
Fra TV stationen Deutche Welle har jeg taget følgende engelsksprogede udsendelse om situationen i Bayern
Desværre har vi ikke hørt så meget til det i Danmark.
Den følgende video er fra før valget hvor der var en vis nervøsitet at spore hos CSU:
Det er også en af de her uunderbyggede overskrifter der dukker op med jævne mellemrum og hvor det er en god idé at grave et spadestik dybere. Og hvis man læser artiklen og evt. rapporten, ja så betyder det faktisk at computerspil er skadelige for børn hvis man ikke sørger for at de spiller de rigtige spil.
Artiklen “Computerspil gør ikke teenagere asociale” er skrevet af Niels Ebdrup i www.videnskab.dk.
Forældre behøver ikke at være urolige for, om deres børn udvikler sig til asociale særlinge af at spille computer.
»Tre fjerdedele af teenagerne spiller faktisk med andre mennesker. Enten online eller sammen fysisk. Og teenagere, der dagligt spiller computer, taler lige så meget i telefon, e-mailer og bruger tiden efter skole sammen med en ven ansigt til ansigt, som dem der bruger mindre tid på spil,« siger seniorforsker Amanda Lenhart
Undersøgelsen involverer 1102 teengere i alderen 12-17 år. Den viser, at 99 procent af drengene og 94 procent af pigerne, uanset social baggrund, spiller computerspil.
Spillene, som engagerer teenagerne socialt, er både belærende spil som ‘Food Force’ og ‘Dafur is Dying’, såvel som populære, klassiske spil som ‘Civilzation’.
- 52 procent af teenagerne spiller spil, hvor de skal tage stilling til moralske spørgsmål.
- 47 procent spiller spil, hvor de tager stilling til, hvordan et samfund skal fungere.
- 40 procent spiller spil, hvor de lærer om sociale forhold.
Men selvom computerspil kan være et positivt indslag i hverdagen, er ikke alle spil lige gode for unge at spille. Det er især de voldelige spil, som børnene bør undgå, mener Amanda Lenhart. Hun anbefaler derfor, at forældre involverer sig i, hvilke spil deres børn spiller.
»De spil som er vurderet til at være til store børn eller voksne indeholder generelt intens vold, blod og grumhed.« siger Amanda Lenhart.
»Vi siger til forældre, at de skal være opmærksomme på de spil, deres børn spiller. De skal holde øje med, hvad der foregår i spillene og forsøge købe deres børn spil, som giver mulighed for, at de gør sig samfundsmæssige erfaringer,« siger Amanda Lenhart.
Den originale artikel er her Computer games drive social ties
Hvis man ser i teksten er der ikke dækning for overskriften, selv om den forsøges drejet hen til at det er socialt lærerigt at spille computerspil.
De konstaterer »Tre fjerdedele af teenagerne spiller faktisk med andre mennesker.«, det er da glædeligt, men også forventeligt, men hvordan står det så til med de resterende? Indsat i en normalfordeling, er det et meget stort tal, hvorfor der burde være nogle kraftige ekstremer.
Det kunne være interessant at vide hvordan de ovennævnte procenter er fordelt:
Et gæt kunne være at det er den samme gruppe der bevæger sig inden for disse spil, mens Warcraft entusiaster bevæger sig i et andet segment.
Umiddelbart er der intet i “Summary of Findings at a Glance” der siger at teenagere ikke bliver asociale. Undersøgelsen giver nogle iagttagelser, som at voldsspil og lavindkomst hænger sammen, men der er ikke nogen egentlig bevisførelse for at computerspil ikke påvirker grupper af børn i negativ retning.
Ud fra artiklen, der fortæller at forældre skal sikre sig at spillene er ok, må vi konkludere at
Hvis børnene kun spiller de pædagogisk rigtige spil, tager de ikke skade.
Siden det er nødvendigt at forældrene skal vælge spillene ud må vi konkludere at
Børnene kan tage skade af de pædagogisk uforsvarlige spil.
Computerspil ødelægger sociale relationer
af Lennart Kiil 23/01/2009 – 10:1
Der er en klar sammenhæng, mellem den tid unge mennesker bruger på at spille computer, og hvor godt et forhold de har til venner og familie. Jo mere spillen computer, jo ringere forhold til venner og familie. Eller i hvert fald, jo mindre tid til at pleje forholdene.
Det er en af disse overskrifter der popper op med jævne mellemrum og som der sædvanligvis ikke er dækning for i artiklerne. Det er Niels Ebdrup i www.videnskab.dk der har skrevet stykket Lektier virker ikke om Flemming B. Olsen fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet, der snart er færdig med et ph.d.-projekt om lektier.
Forskningsprojektet peger på en vigtig pointe: Lektier er ofte for gammeldags, og med mindre de gøres meningsfulde for eleverne, virker de ikke.
»Lektiearbejdet er ikke fulgt med tiden. Pædagogikken i gymnasiet og folkeskolen har ændret sig over de sidste mange år, så den i dag drejer sig om individet. Men lektierne følger stadig det gamle mønster, som de hele tiden har gjort. Alle elever får de samme lektier for, selvom de lærer på meget forskellige måder«
»Man forestiller sig, at lektier skal læses derhjemme. Men dér er læren der ikke, og derfor får nogen elever problemer med at lave deres lektier, fordi de ikke helt ved, hvad de skal med dem. Derfor skal læreren være meget mere klar i mælet, når han giver lektier for: Hvad er det lektierne skal bruges til i undervisningen dagen efter? Og er der nogen ting, som skal nærlæses, mens andre kun skal skimmes?«
Han mener dog, at det bedste ville være, hvis læreren formåede at gøre lektierne relevante for eleverne.
Det er en lidt firkantet overskrift (EB) der ikke helt er dækning for i artiklen. Der står at der ikke har været forsket i lektielæsning før, hvorfor man ikke kan vide om det virker. Nu er der jo for det første et vist empirisk grundlag igennem årtusinders erfaring og for det andet er der forsket i hvordan mennesker lærer, fx at nogle lærer bedst gennem den mundtlige fremstilling, andre gennem læsning og atter andre gennem at skrive, at afprøve tingene. Her dækker skoleundervisning med lektier jo ganske godt disse indlæringsmåder.
Der findes typisk to slags lektier, færdighedsgivende hjemmeopgaver, som fx regning og matematik, og forberedende lektielæsning, som fx dansk, historie, mv, som gør at arbejdet i klassen kan koncentrere sig om analysen i stedet for ren fremlæggelse. Personligt havde jeg aldrig lært matematik uden hjemmeopgaver.
At det er væsentligt at eleverne er motiverede er en ren selvfølge og på det område adskiller lektielæsningen sig ikke fra skoletimerne. Hvis eleverne er motiverede i undervisningen vil det også smitte af på lektielæsningen og hvis de ikke er motiverede i timerne, så er de det heller ikke ved lektielæsningen, hvor der ikke er nogen til at skubbe dem igennem og hvis eleverne ikke er forberedt til timen, så er der ikke tid til at læreren kan beskæftige sig med emnet på en tilpas dybdegående måde.
Mine egne erfaringer er, at hvis vi ikke kunne se noget formål med det fag vi blev undervist i, så gjorde vi ikke mere, end at vi kunne slippe igennem timen uden at det blev for pinligt. Lektielæsning var noget man gjorde i de første fem minutter af timen, så man kunne få svaret på det obligatoriske spørgsmål hvorefter man var fredet resten af timen. Hvis læreren derimod kunne gøre faget spændende, ja så var lektielæsningen ikke noget stort problem.
Som barn og ung er man motiveret for at lære, hvilket er et resultat af evolutionen, men man er selvfølgelig nødt til at gøre det relevant, spændende og udfordrende, det skal i en vis grad gøres til en leg, der er evolutionens måde at opdrage børn på og for drengene gør det ikke noget hvis der er et element af konkurrence til at øge interessen. Men indholdet skal være relevant og have en kvalitet så det ikke føles ligegyldigt, således at eleverne får en idé om hvad de er gode til og derfor lettere kan vælge den retning de vil gå når de skal videre i livet.
Jeg faldt lige over følgende artikel: ‘Pisa: Lektier øger færdigheder i naturfag’ fra Folkeskolen “Der er en klar tendens til, at hvis eleverne bruger tid på naturfagene, så klarer de sig bedre. Hvis de for eksempel bruger fire timer om ugen i stedet for to timer om ugen. Det giver en forskel. Det ser altså ud til at lektier betyder noget”, siger forskningsleder i Anvendt Kommunal Forskning Torben Pilegaard Jensen, der er med til at lave den danske del af Pisa-undersøgelsen.
Så at der ikke er undersøgelser på området er direkte usandt!
Jeg var inde på Flemming B. Olsens hjemmeside hvor han havde skrevet
VELKOMMEN.
Jeg ønsker at debattere: Hvilken effekt har lektiearbejdet på undervisningen og hvilket udbytte har elever af arbejdet med lektier? Kan det traditionelle lektiearbejde afløses af andre arbejdsformer med større udbytte? Hvilke læremidler er gode at anvende i undervisningen?
Da han ikke svarede i www.videnskab.dk og han åbenbart ønskede at debattere, så tog jeg indlægget fra www.videnskab.dk og satte ind i Lektier, en aktuel debat hvor der var et indlæg+svar i forvejen. Jeg gik derind nogle dage efter og opdagede at mit indlæg var væk, mens det ukritiske indlæg stadig lå der.
Her havde jeg et par kommentarer om dette, men har fjernet dem efter hans kommentar nederst.
…
Katrine Winkel Holm har i Berlingske skrevet en god artikel om det danske uddannelsessystem, hvor hun causerer over frygten for at børnene skal kede sig
I de sidste tre årtier har det været sådan, at metodisk, systematisk tilegnelse af stof, der kræver selvdisciplin og målbevidsthed at tilegne sig, i stigende grad er blevet yt. Mens hensynet til elevens alsidige, personlige udvikling er in. Alsidig, ikke-kedelig udvikling er vigtigere end tilegnelse af kundskaber, der risikerer at medføre, at eleven kommer til at kede sig.
Angrebet på lektierne skal sikkert ses i denne sammenhæng
Information, den 7. december 2007, forsøger også at begrave lektierne med “Forskning dømmer en af skolens helligste køer til slagtebænken” af Annegrethe Rasmussen, hvor Professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet bla. udtaler
“Det er helt rigtigt, at der absolut ingen dokumentation eksisterer for, at lektier overhovedet har en positiv virkning.”
Med baggrund i den manglende dokumentation udtaler han skråsikkert
Eleverne lærer ikke direkte noget af lektielæsning. Og i betragtning af, hvor stor en byrde, det er for mange børn, er det jo slet ikke rimeligt.
Det er en rigtig videnskabsmand, der tør udtale sig så sikkert uden at have noget at have det i, hvilket han efterfølgende viser ved at efterlyse nogle undersøgelser:
“Vi har brug for undersøgelser af det her. Det er jo helt urimeligt blot bevidstløst at fortsætte med lektielæsningen, når effekten ikke kan dokumenteres.”
Men hvad skal vi med undersøgelser, når han ved det ikke virker?
Men ikke alle fra Danmarks Pædagogiske Universitet udtaler sig med samme skråsikkerhed, Lars Qvortrup, rektor for DPU, får lov at komme med et par indvendinger:
“Der eksisterer nogle fordomme om lektier lidt lige som, nogen har det med gruppearbejde. Det skal jo ikke bruges uden overvejelser, men lektielæsning har nogle andre effekter end bare, om man nu kan lære stærke verber udenad. Selvkontrol, disciplin og det at tilegne sig nogle arbejdsredskaber som evnen til at sætte sig ned og koncentrere sig om en opgave, selv om der er andre fristelser i farvandet. Jeg er helt sikker på, at der er positive sideeffekter forbundet med lektier, så længe det ikke bare er en bevidstløs besked om at ‘i morgen skal alle læse side 18-64.’ Man skal som lærer naturligvis overveje den pædagogiske ide bag lektielæsningen som integreret i forskellige og differentierede arbejdsformer i skolen.”
“Eksempelvis er det en udmærket måde at tilegne sig noget baggrundsmateriale på. Hvis man f.eks. skal diskutere et eventyr af H.C. Andersen i timen, ja så er det da fint, at alle har læst eventyret derhjemme, så man ved, hvad man taler om. Fortolkningen og hjælpen til at forstå eventyret foregår så i klassen. Det har ikke noget at gøre med terperi.”
John Ingerslev Jensen er folkeskolelærer fra Allerød nord for København siger også til Information:
“Man svigter eleven, hvis man ikke stiller krav. Hvis budskabet bare bliver, at ‘lektier, det laver vi ikke’, så er det de svageste, der svigtes, dem, som har brug for, at der holdes fast i dem og stilles nogle krav.”
Thomas Hoffman i www.videnskab.dk har skrevet en udmærket artikel om Maria Brockhoff, cand.mag. i litteratur og idéhistorie ved Aarhus Universitet og ekspert i konspirationsteorier, der er i gang med en prisopgave udskrevet af Syddansk Universitet.
Maria Brockhoff
»Jeg tror grundlæggende, at vi frygteligt gerne vil finde ud af at håndtere konflikter. Vi vil gerne have det godt med dem inde i os selv, ligegyldigt hvilken konflikt vi er i. Konspirationsteorier er ikke konfliktløsning, nærmest tværtimod. Lidt højpandet kan man sige, at det er en måde at komme overens med de vilkår, tilværelsen har budt os og gøre dem mere håndgribelige«.
Den psykologiske side er hun ikke helt så sikker på
»Mange tænker på konspirationsteorier som paranoid tænkning. Men vi ser vældig mange højtuddannede, velinformerede, dygtige mennesker, som også laver konspirationsteorier uden at være paranoide, så det er ikke det, det handler om. Det går langt tilbage i historien, og fordi konspirationsteorierne er en måde at udtrykke konflikter på, holder de heller ikke op. De vil være her altid«.
En vigtig faktor for forståelse af ‘konspirationsteoretikerne’ er graden af empati. Hvis man mangler indlevelsesevne har man svært ved at sætte sig ind i andre menneskers følelser og tankegang, hvilket er en væsentlig del af at kunne gennemskue sammenhængene i verden.
Med en høj uddannelse har man sædvanligvis et højt abstraktionsniveau, der er væsentlig for opbygning af teoretiske modeller, men det sikrer i sig selv ikke at modellen har en afbildning i den faktiske virkelighed.
Uden empati er der en stærk tendens til at projektere sine egne ideer ud på omverdenen, i stedet for at aflæse omverdenen. Empati uden analytisk sans kan i sig selv også være grobund for konspirations teorier, men måske mere som medløber end som opfinder.
Maria Brockhoff svarede, bl.a.
Jeg tror at der ofte er sandheder i konspirationsteorier, forstået på den måde, at de ofte opstår, når der er uklarhed om hvordan noget er foregået, eller der er noget der virker mistænkeligt. Og så skal man jo ikke glemme at rigtige konspirationer jo også findes, og at de ofte først bliver opdaget efter et stykke tid.
Jeg er meget enig i, at konspirationsteorier ikke nødvendigvis har noget med uddannelsesniveau at gøre, men på mange måder ofte er et resultat af nogle mere psykologiske processer, som f.eks. projektioner.
Til gengæld mener jeg at det sjældent har noget med klinisk paranoia at gøre, selv om konspirationsteorier ofte bliver sat i forbindelse med paranoia.
Hvilket jeg er enig i.
Hvert samfunds og tids tankeverden og magtstrukturer vil selvfølgelig blive brugt til at opbygge de konspirationsteorier der eksisterer på et givet tidspunkt, hvorfor religionen selvfølgelig har indgået hvor den var stærk. Djævelen har man selvfølgelig kunne bruge som en forklaring på hændelser, som man ikke kunne gennemskue, hvilket ville være almindelig for almuen i middelalderen. Den modsatte anvendelse var den politiske, hvor man anklagede modstanderen for at være i ledtog med djævelen, men det vil jeg egentlig ikke kalde for en konspirationsteori, det er en konspiration fra anklagerens side.
Der er heller ingen tvivl om at der har været mange rævekager igennem historien, men forskellen mellem rigtige konspirationer og konspirationsteorier er at de rigtige konspirationer er mindre operationer hvor kun nogle enkelte er klar over hvad der foregår; mens konspirantionsteoriernes univers typisk kræver en stor organisation, der har en umenneskelig stor kontrol med hvad der foregår og hvor de involverede mennesker, meget mod menneskets natur, holder mund med deres viden. Derudover er det svært at samle kompetente medarbejdere, hvorfor Hanlon’s Razor kommer på banen:
Never attribute to malice that which can be adequately explained by stupidity.
der siger at man ikke skal give ondskab skylden når det i virkeligheden skyldes dumhed.
teorien er en typisk X-files konspiration, hvor der kræves en mængde mennesker og en uhyggelig grad af kontrol for at få operationen til at virke. Med en smule kendskab til den menneskelige psykologi og med den viden vi nu har fra Irak, så er der ikke noget der tyder på at USA, eller andre, besidder en kompetance af den størrelsesorden, eller med andre ord så er de imponerende ineffektive.
Jeg kan egentlig ikke huske at der var nogen konspirationsteorier i min ungdom, bortset fra filmen Belphegor, men vi havde måske nok i den kolde krig.
Jeg glemte vist Kennedymordet, men det blev først en dansk myte meget senere. Den adskiller sig også ved at være kunne begået af få indviede og derfor er den væsentlig mere sandsynlig end fx 9/11.
Der er ingen tvivl om at internettet vil give liv til mange konspirationsteorier i fremtiden, både ægte som uægte, da ligesindede lettere kan finde hinanden.
I Videnskab.dk afliver retsmediciner Peter Juel Thiis Knudsen myten om at Kennedy blev dræbt af andre end Oswald: Al videnskabelig viden peger på, at John F. Kennedy blev ramt af et dræbende skud bagfra og ikke forfra.
Ifølge tyske politikere findes der en stor amerikansk lyttecentral, der aflytter al den kommunikation de kan komme til og der skulle også være en afdeling i Danmark. Det er en konspirationsteori der vil noget, men noget tyder på den er sand. Der er godt nok mange mennesker involveret, men de har jo bare en almindelig dag på kontoret og oplever ikke selv noget der er særlig konspiratorisk, det er først når data om tyske firmaer bliver overleveret til amerikanske konkurrenter at det bliver lidt konspiratorisk, men de involverede syntes sikkert det er helt naturligt, man er vel amerikaner;-) .
Maria Brockhoff har i Berlingske skrevet en udmærket artikel:
Den ultimative fortælling om fjenden.
Videnskab.dk har en temarække:
En Wiki artikel om konspirationsteorier omkring Apollo månelandingen:
I Computer World skriver Thomas Holm Jensen om samlebåndsorganisationen kontra holdspil. Jeg er helt enig i hans konklusioner, det var kun hans eksempel
For halvtreds år siden var medarbejderindflydelse en by i Rusland, og mange arbejdspladser fungerede som samlebåndsdiktaturer. Medarbejderen kom, stemplede ind, arbejdede, og lederen var en cigarrygende, autoritetsfigur i jakkesæt.
jeg ikke var helt enig i.
Den gamle arbejderkultur var et brud med den endnu ældre håndværkerkultur, der bedre kunne være model for den moderne IT-kultur. En gammeldags håndværker havde folk under sig som havde en uddannelse som ham selv, muligvis med mindre erfaring, men de var ligemænd vidensmæssigt set og kunne agere selvstændigt uden at skulle spørge mester om alle mulige detaljer. Målet er at have medarbejdere der kan handle selvstændigt for virksomhedens bedste.
Fortiden er ikke så sort som den gøres til; problemet er at vi har taget det værste i fabrikskulturen (Matrixorganisationen) og indført det overalt i den offentlige sektor (eks. sygehussektoren, politiet, fængselsvæsenet, fødevarestyrelsen, militæret, hjemmeplejen,…) samt i en række af vore større virksomheder. Alt kører som på et samlebånd, upersonligt og styret af personnummer. På trods af en stadig strøm af økonomiske midler optræder der dagligt den ene skandale efter den anden. Penge hjælper ikke, medmindre man får skabt en virksomhedskultur, der er beslutningsdygtig og ansvarlig på ethvert niveau i organisationen.
En artikel i Ingeniøren Vis medarbejderne tillid – eller gå på pension af Annika Ipsen, omtaler en bog af professor Sverre Raffnsøe, lektor Steen Valentin og lektor Niels Thygesen “Tilliden & magten – om at lede og skabe værdi gennem ledelse“, som handler om det samme emne.
Ethvert lag i en virksomhed har sine kompetencer og det er sund fornuft at beslutningerne tages hvor kompetencen er.
I Business.dk Topstyring svækker effektiviteten berøres samme problemstilling
Historien om den succesfulde topleder, der fra sit udkigstårn dirigerer virksomheden sikkert i havn, er en myte, skriver nyhedsbrevet ledelsesidag.dk, der udgives af Ledernes hovedorganisation.
Topstyrede virksomheder har dårligere præstationsudvikling, lavere motivationsniveau og dårligere intern samarbejdsevne. Det viser en Ph.D.-afhandling af lektor Elmer Fly Steensen fra handelshøjskolen i Århus.
Fra Handelshøjskolen i Århus kommer en bog der rammer centralt ind i det offentliges ledelsesproblem:
Samfundsforsker tager livtag med velfærdsstaten
I sin nye bog “Vildveje i Velfærdsstaten” hævder docent Verner C. Petersen, at det i dagens Danmark er blevet vigtigere at have regler end at tænke sig om. Derfor gør vi det, vi bliver målt på – og ikke altid det, vi betragter som vigtigt og rigtigt.
Et styringsmæssigt monster
De nye reformer bidrager til at skabe et styringsmæssigt monster – et vrangbillede af rationalitet og fornuft. Med udgangspunkt i et verdensbillede, der projicerer naturvidenskabelig og økonomisk metode ind over velfærdsstaten og de offentlige institutioner, ødelægger vi en værdifuld forståelse og indsigt, der er baseret på tavs viden og uudtalelige værdier. Resultatet bliver en halvering af verden: alt, der ikke kan udtrykkes eksplicit, er ikke viden og alt, der ikke kan målsættes og måles, er værdiløst.Verner C. Petersen mener, at udveje væk fra disse vildveje og en bevarelse af fællesskabet skal findes ved at skabe frihed for det enkelte menneske, den selvstændige tanke og ved at kræve en højere grad af selvstændig, personlig ansvarlighed – i stedet for mere styring og regulering.
I Computerworld spurgte Stine Osted
Og åbent at spørge; Findes der ikke en kunde, en forretnings ledelse, en it-chef, en projektleder, en afdelingsleder som bare ikke længere vil acceptere at skulle bruge/høre de samme forklaringer, som bare ikke længere vil være reaktiv tilskuer til og prygelknabe for gentagne nødlidende projekter – og selv vil tage ansvar for det? Hvor er de kunder, it-chefer og ledere, som har turdet gøre noget andet for at få et andet resultat – som har været parat til at ændre egen adfærd for at kunne ændre andres? Vi vil så gerne høre om det.
Jeg tror der er mange af dem, men de har afprøvet så mange udviklingsmodeller uden at det har hjulpet. Problemet kan være at man ikke har forberedt sig ordentligt, fx med en erfaren udvikler på sidelinien og uden at have brugt modellen længe nok til at have høstet nogle brugbare erfaringer.
Hvis de endelig har fundet en god model, så fungerer den måske kun med en enkelt projektleder, eller kun for nogle projekter. Dygtige projektledere kan få en hvilken som helst projektmodel til at fungere, sålænge projektlederen kan bøje reglerne og målet i øvrigt er muligt.
For at et projekt skal lykkes kræver det at projektet kan overskues, at man ikke drukner i dokumentation, som ingen kan overskue. Der er en række årsager til uoverskueligheden, fx at projektet er for stort (man vil lave super deluxe udgaven i første hug), at der er for mange udviklere på opgaven (for mange kommunikations forbindelser = n!), har en udviklingsmodel der kræver uanede mængder af redundant information, for mange novicer i projektgruppen, udskiftning af medlemmer af projektgruppen til nye strategiske projekter (dvs. benspænd fra linieorganisationen), man benytter en udviklingsmodel der ikke svarer til udviklingværktøjet, demokratiske beslutningsprocesser der ikke bygger på faglige overvejelser, mmm.
forskellige platforme, forskellige emner, forskellige kunder og brugere, og ikke mindst forskellige udviklere. Min erfaring har været at man er nødt til at tilpasse metoden efter projektet og ikke projektet efter metoden, for ikke at ende i en Never Ending Story.
Ethvert projekt er en individuel opgave hvor mange interesser mødes. Den kan ikke presses ind i en stiv løsningsmodel, der er opfundet under helt andre betingelser. Udgangspunktet må i ethvert projekt være sund fornuft og erfaring. En projektleder skal have fuldt ledelsesansvar for projektet, med mulighed for at skræddersy den udviklingsmodel, der benyttes, hvis det skal lykkes. Der skal primært være erfarne udviklere i projektet, eventuelt med en enkelt novice tilknyttet. Der skal være en fast kerne af udviklere igennem alle faser af projektet, ellers tabes der viden.
er forøvrigt et centralt problem. Den populære matrixorganisation har en tendens til at udrydde forretningsviden i it-organisationen, i modsætning til den projektorienterede, hvor der altid er specialister tilknyttet et system, hvis viden øger overskueligheden i projekter omkring systemet.
Der har været en kamp mellem de ‘gamle’ udviklingsmodeller og de nye Agile metoder, ingen af dem er dog den hellige gral, men alle har elementer, der kan benyttes i forskellige projekter, afhængig af projektets karakter, mens ortodoks anvendelse af dem ikke kan give andet end problemer og frustrationer.
Det stiller selvfølgelig krav til projektlederen, man kan ikke bare smide en uprøvet projektleder ud på dybt vand og tro de kan svømme i land ifølge planen. Man havde selvfølgelig håbet at udviklingsmodellerne kunne være brugt til at sætte projekterne på skinner så selv uerfarne projektledere kunne færdiggøre projekterne til tiden, men det fungerede lige modsat, idét projektlederens muligheder for at redde uforudsete hændelser blev desavoueret af usikkerhed og af snærende bånd.
Jeg var i går aftes involveret i en diskussion omkring kunstig intelligens på ingeniørens debat. Der er meget faste meninger på området og meget få har sat sig ind i emnet eller forsøgt at gennemtænke problemstillingen, hvilket giver en række skud fra hoften, der sjældent bidrager med noget nyt.
I første del giver jeg en oversigt over kilder til forståelse af menneskets bevidsthed og om computerens begrænsninger, derefter kommenterer jeg nogle af de vigtigste punkter.
For at kunne forstå problemstillingen er man nødt til at have noget basal viden om emnet og der er to områder, der er nødvendige for den dybe forståelse: Menneskelig bevidsthed og computerens begrænsninger.
Den ene er en forståelse af, hvordan den menneskelige hjerne tænker og opbygger det billede vi ser, når vi ser på verden. Teoretisk, kan man læse om det i Erich Harth’s bog “The Creative Loop, How the Brain Makes a Mind” der virkelig er læseværdig og nu er blevet en klassiker; rent praktisk kan man observere hvordan ens eget syn fungerer og opbygger det billede vi ser. Det nærmeste computeren kommer på dette, er det billede den viser på skærmen, men den har ikke noget tilbageløb fra skærmen på samme måde som mennesket har fra sin ‘lystavle’. En sammenfatning af forskningen indtil da og videreudbygning findes i bogen: Stairways to the Mind by Alwyn Scott.
En psykologisk behandling af bevidstheden findes i “Psykologiens videnskabsteori” af Gerd Christensen, men niveauet er ikke så dybt som Alwyn Scotts og Erich Harths.
Den anden er computerens fysiske begrænsninger som Gödel opsætter i sit ufuldstændighedsteorem (BBC programmet ‘Dangerous Knowledge (part 9/9)’:
Den teoretiske fysiker Roger Penrose skriver i “The Large, the Small and the Human Mind” om emnet, med eksempler på computerens begrænsninger og idéer til forståelse af bevidstheden. Roger Penrose berører også lige begrebet i dette Hard Talk interview omkring det cykliske univers:
I Ingeniøren kom Jens Kolberg med følgende referencer:
Der tales en del om Turing-testen (Alan Turing), der er meget benyttet i Science Fiction, som man påstår skulle kunne bevise om en computer er intelligent eller bevidst. I WikiPedia er Turing-testen defineret som:
Turing-test er en måde til at afgøre, om en maskine udviser intelligens på menneskeligt niveau, uden at man på samme tid er nødt til at definere, hvad (menneskelig) intelligens så reelt er for en størrelse. Det er således ikke en måde til at afgøre, om en maskine reelt er intelligent.
Fordi man kan simulere bevidsthed så godt at man kan snyde et menneske i en given kontekst, så gør det jo ikke computeren mere bevidst af den årsag.
Med en matematisk funderet maskine, som en computer er, bør man kunne fremlægge en velfunderet matematisk teori for computerbevidshed med bevisførelse for dens rigtighed. Jeg kan faktisk ikke forestille mig at man kan programmere en bevidst computer uden en konkret teori.
Gödels teorem fortæller at ikke alle virkelighedens sider kan beskrives matematisk, men da computeren er en matematisk begrænset maskine vil den ikke kunne håndtere disse ikke beskrivbare sider af virkeligheden, i modsætning til mennesket, der ikke har den begrænsning.
Hvis nu at den menneskelige hjerne benytter principper fra kvantemekanikken til at komme ud over begrænsningen, så kan man ikke bare overføre vores bevidsthed til en von Neuman maskine (en computer som vi kender den i dag).
I den engelske WikiPedia står:
The incompleteness theorems also imply that not all mathematical questions are computable.
Erich Harth:
The brain presents two seemingly irreconcilable aspects: It is a material body, exhibiting all the physical properties of matter, and it possesses a set of faculties and attributes, collectively called mind, that are not found in any other physical system.
— Windows on the Mind, 1982
Ada Lovelace, Lord Byrons datter, formulerede hvad der i dag kendes som Lady Lovelace’s Objection:
The Analytical Engine has no pretensions to originate anything. It can do whatever we know how to order it to perform.
Det er mig fuldstændig uforståeligt at man stadig kan snakke om bevidste computere, ikke alene lever computeren efter Gödels teorem, men enhver edb-mand med kendskab til hvordan en CPU virker kan tænke sig til at en computerbevidsthed ikke er mulig. Det nærmeste en computer når bevidsthed er skærmbilledet (a la Erich Harth beskrivelse af ‘lystavlen’), det eneste sted hvor data ses i sammenhæng, men det er kun forståeligt for et menneske, ikke for computeren selv.
Når man som menneske ser ud i verden, så bliver det man ser bogstavelig talt sendt ind på en lystavle, jvnf. Harth’s bog. Denne lystavle får frontallapperne billedet fra og de sender modifikationer tilbage til lystavlen, så vi får det billede vi ’ser’ uden blinde spots mm. Vi ser alle bit’sne i billedet på én gang og tilmed med en hjerne med begrænset hastighed. Selvfølgelig involverer det parallelprogrammering i meget stort omfang, men det der er interessant er at billedet kan opfattes i vores hjerne på én gang og det løser parallelprogrammeringen ikke.
Hvis man nu tager et billede af den virkelighed vi ser og fodrer det ind i en computer og får vist det på skærmen, så vil vi aldrig kunne få en von Neuman computer til at se på mere end én bit af billedets informationsmængde ad gangen, dvs. når der indgår mange farvebits pr. pixel, vil den ikke en gang kunne have én pixels fulde informationsværdi i sin 1-bits lystavle på én gang.
Med en 32 bit CPU ser computeren 32 enkeltbit hver for sig og med 4 CPU’er er det 4 gange så mange enkeltbit, men på intet tidspunkt ses en helhed. I stedet for at tale om cpu’ens begrænsning kan vi tage turingmaskinen (teoretisk maskine, brugt i bevisførelse), der jo specifikt kun har 1 bit at arbejde på ad gangen. Alle operationer er diskrete operationer og øget beregningshastighed ændrer ikke ved den kendsgerning.
Mange tror at man på et tidspunkt kan lave nogle algoritmer der kan give computeren bevidsthed, men det er ikke et programmeringsmæssigt problem, det er en banal hardware begrænsning og ingen nok så fancy programmering kan løse det problem.
Det interessante er faktisk at hvis jeg siger til en udvikler at han skal lave det eller det, så varer det ikke mange sekunder inden han har en idé om hvordan det skal laves, men hvis man spørger ham om lige at lave en bevidst maskine, ja så er det noget nogen nok finder ud af en gang i fremtiden. Det burde vække til eftertanke!
Jeg har fulgt rimelig godt med i AI siden jeg legede med det på universitetet og jeg har af og til kunnet benytte nogle af resultaterne, fx sprogforståelse og spilteori. Alle disse redskaber giver nogle fantastiske muligheder, men det ændrer ikke ved at computeren stadig er en von Neuman maskine, hvis bevidsthed kan være i en bit og at det ikke kan løses med nogen algoritme, hvor sofistikeret man end laver den.
Det der med at vi nok en gang kan lave et program, der kan noget revolutionerende er ikke særlig sandsynligt. Ind til firserne var der en utrolig hastighed på softwarefronten, men siden hen er udviklingen gået uendelig langsomt, det meste er en kogen suppe på gamle algoritmer, med forbedringer i promilleklassen. Vores mest ‘intelligente’ operativsystem er Linux, der bare er en shinet up version af den gamle unix version 7 jeg voksede op med.
Relationsdatabasen gav et kraftigt skub i databehandlingen; men derefter er der ikke kommet noget egentlig epokegørende på databaseområdet.
Teknisk set er internettet også en gammel dreng, der er intet væsentligt nyt der, kun at der nu er mange der bruger det.
Objekterne og komponentbegrebet hævede abstraktionsniveauet, men det løste ikke opgaver der ellers havde været umulige.
Fra starten af firserne blev der forsket meget i parallelprogrammering, men det er der egentlig ikke kommet så meget ud af. Lang tid før det, startede man på kunstig intelligens, og det er der kommet mange gode værktøjer ud af, men i de sidste 25 år er der stort set kun sket forbedringer i allerede eksisterende algoritmer og de kan måles i promille.
Ingen af disse værktøjer bringer computeren i nærheden af noget, der kan kaldes intelligens, højst simuleret intelligens. Det er intelligens når et menneske ser på et kort og lynhurtigt finder den omtrent hurtigste vej. Maskinen skal hive værktøjet Operationsanalyse (OR) frem og beregne den omtrendt hurtigste vej, på en langt mere omstændelig måde, der ikke på nogen måde minder om bevidsthed og intelligens.
Det at hardwaren er blevet så meget hurtigere gør at mange af AI’s beregningsintensive metoder, lige pludselig kan benyttes. Det er interessant at mennesker kan ‘beregne’ væsentlig vanskeligere problemer ved en meget lavere clockfrekvens. Det computeren er bedst til er faktisk det mennesket er dårligst til: Regning, hukommelse og bearbejdning af store datamængder og det benyttes i vidt omfang inden for AI.
Den største udvikling er sket på hardware siden, hvor den øgede hastighed og regnekraft fået gennem flere transistorer pr. sqr (og cubic) inch, har gjort det muligt at løse flere komplekse problemstillinger, der ikke var praktisk at løse før i tiden på grund af de langsommere maskiner. Den trådløse datakommunikation har åbnet op for nye anvendelser, men egentlig revolutionært kan det ikke påstås at være.
For at kunne komme videre må vi have et helt nyt paradigme og her ser jeg kun kvantekomputeren som en potentiel mulighed, med dens entanglement til at komme ud over turingmaskinens 1-bit begrænsning.
Se foriøvrigt Turings stoppeproblem.
Den følgende video er særdeles spændende som en præsentation af det evigt kvindelige.
Kunstneren findes på MySpace og på YouTube (eggman913). Han har flere andre gode videoer på YouTube.
“Boni” har lavet en hjemmeside over de billeder der indgår: Boni
Da jeg læste at den engelske biskop undskyldte, over for Darwin, at kirken i sin tid misforstod hans evolutionslære, undrede jeg mig såre over hvorfor han dog gjorde det nu. I Ingeniøren den 28 september fik jeg forklaringen; videnskabsteoretikeren Hans Siggard Jensen fortalte at det var et direkte angreb på den religiøst konservative amerikanske “Intelligent Design” bevægelse.
Der udviklede sig en megadiskussion mellem ateister og forskellige grader af troende, men ateisternes aggressivitet uden større viden om hvad de talte om, fx deres beklagelse over kristendommens indflydelse, medførte at jeg skrev følgende indlæg:
Det er faktisk ret skægt, men vores vesteuropæiske samfund er faktisk indrettet i uhyggelig høj grad på Kristendommen.
Tag bare demokratiet, det skyldes selvfølgelig budskabet om at give kejseren hvad kejserens er og gud hvad guds er, hvilket var revolutionerende på det tidspunkt. Det lykkedes tilmed de kristne at skille politik og religion i de første århundreder, indtil budskabet blev udbredt så meget at samfundets magthavere kunne se deres fordel.En anden revolutionerende tankegang var at man skulle elske sin næste som sig selv, hvilket lagde grundstenen til humanismen og gjorde at folk havde så meget tiltro til hinanden at de accepterede at deres eget parti kom i opposition.
Det nye testamente er virkelig et revolutionært stykke litteratur, der vitterlig ikke var set magen til før på jorden. Indtil da, var alt rettet mod stammesamfundet, øje for øje, etc. som i Jødedommen og den senere Muhammedanisme. De største fremskridt i forhold til disse var Platons “Staten”, men det var stadig et diktatur.
Uden vores religion havde vi nok tilhørt islam idag.
Det egentlige problem er heller ikke om gud eksisterer, men mere om måden hvorpå mennesker tror eller ikke tror.
Det er forøvrigt en god idé at skelne mellem de religiøse tekster og de religiøse. Fordi det lyder hult når en bog og et hoved støder sammen, er det ikke ensbetydende med at bogen er hul!
Vedrørende starten på denne langstrakte debat om Intelligent Design, så var det måske interessant at se på baggrunden for ID og ikke på indholdet, der ikke er værd at skrive om. Umiddelbart er mit indtryk at en religiøs politisk amerikansk gruppering har opfundet ID i kampen om magten i USA.
Hvis man ser indlæggene igennem går ateisterne ikke egentlig ind i en argumentation, men gentager kun de samme slagord igen og igen; de er meget fundamentalistiske i deres opførsel. De havde svært ved at acceptere at ateister kunne være fundamentalister, så jeg tilføjede:
Kommunisme og Nazisme er fundamentalistisk ateistiske religioner, der med stor fornøjelse har forfulgt troende fra mange religioner.
Hvis du leder på internettet vil du finde ateistiske hjemmesider, der i deres sprogbrug ikke står tilbage for fundamentalister fra fx islam.
Det er egentlig en lidt trist skæbne at være troende ateist, at se sin eksistensberettigelse i at bekæmpe andres tro.
Blandt troende findes der missionerende og alm. troende ligesom der findes alm. ikketroende og ateister. Forskellen på en ikketroende og en ateist er at den ikketroende ikke beskæftiger sig med religion i sine tanker, mens ateisten er missionerende, vil fortælle alle andre om sin tro.
Bortset fra det, så er der ikke meget at komme efter i den debat 
Yderligere indlæg
I Politiken havde Morten Garly Andersen en Blog “Skal Darwins kritikere ikke bare ties ihjel ?” hvilket gav en rækken interessante indlæg med en række nye synspunkter, ud over det sædvanlige støj.
